Når en gammel bekendt begynder at gentage de samme anekdoter igen og igen, har mine ører det med at slukke for lyden. Det er sådan, jeg har haft det med ’X Factor’ i de senere år: Det virkede lige så underholdende som endnu en genudsendelse af et gammelt afsnit af ’Barnaby’.
Men i år slog jeg ørerne ud igen. Fordi Simon Kvamm satte sig i en dommerstol med hele sit arsenal af erfaring som musiker og performer, har ’X Factor’ pludselig igen virket som en frisk og fræk hvalp, der er ivrig efter at opleve og opdage. Simon Kvamms beslutning om udelukkende at vælge dansksprogede sange til rækken af liveshows, hans kyndige musikkritik og modige iscenesættelse af talenter har sammen med hans iboende underholdningsgen i den grad fået tronen til at vakle under ’Kong X Factor’, alias dommernestoren Thomas Blachman. I Kvamm har Blachman fået en dommerrival, han har respekt for, så det kan mærkes ude i stuerne.
Set og hørt er Politikens daglige klumme om tv, streaming, radio og podcast. Den skrives på skift af avisens skribenter og er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.




























