Det Europæiske Melodi Grand Prix har ikke den store betydning som folkelig strømpil længere. Men man skal ikke undervurdere den identitetspolitiske værdi.
Hvem fanden gider se raketter i et omfang, der modsvarer en spillefilm?
Tyske Lord of the Lost faldt ikke i publikums eller dommernes smag med deres letbenede parafrasering af Ramsteins popindustrielle metal. Foto: EBO
Lyt til artiklen
Henter...
Ja, der er løbet meget vand i Øresund, siden de svensk-amerikanske nuttegrise Herreys iført guldsko og tandpastasmil skrålede ’Diggi-loo Diggi-ley’, så kaffekopperne raslede. Og det er endnu længere siden, at ABBA med ’Waterloo’ revitaliserede popmusikken a la folkhemmet.
Men det nytter ærligt talt ikke noget at lamentere over dette forhold og ønske sig tilbage til de gode gamle dage, hvor Det Europæiske Melodi Grand Prix udstak retningen for eller tog temperaturen på den folkelige smag. Det skib er sejlet, og der vanker ikke længere heteroseksuelle kys på kajen inden.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
