Det er forløsende at høre om mennesker, der også går et par skridt for langt, når de forestiller sig andres liv, skriver Johanne Lerhard i denne klumme.
»Der er noget meget skrøbeligt ved at indrømme, at du tænker mere på nogen, end de ville tænke på dig«
Et særligt afsnit af podcast-serien 'This American Life' gør det – nærmest – helt okay at tænke lidt for meget på fremmede mennesker. Foto: Claus Nørregaard/POLITIKEN
Lyt til artiklen
Henter...
Der bor en mand i stueetagen i min opgang, som jeg typisk ser, når jeg en gang imellem parkerer min cykel foran hans vindue, efter solen er gået ned.
De fleste aftener sidder han ved sit skrivebord, lyst op af tre computerskærme fulde af farverige html-koder. Nogle gange lægger han mærke til mig, mens jeg famler med min cykellås i mørket. Så smiler vi til hinanden på den særlige måde, der kun opstår, når man møder et fremmed menneske på et usædvanligt sted eller tidspunkt.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
