Et af de tv-formater, undertegnede har det absolut strammest med, er ’Til middag hos’. I den danske version vel at mærke. For den oprindelige britiske ’Come Dine with Me’ har en luvslidt charme og en kitschet appel med sine delvis mislykkede serveringer og skøre medvirkende.

Mens den danske mest af alt fungerer som en del af den kværnende fødekæde, hvor tabloidfjernsyn leverer stof til andre tabloidmedier, hvor mennesker, der er kendte for at være kendte, agerer med hverandre i det, man engang kaldte for et simulacrum, et gøglebillede, der for længst har sluppet taget i virkeligheden og nu svæver som en løssluppen heliumballon på himlen over et tivoli, hvor ingen for alvor morer sig.