Dokumentarfilm om det, der foregik i Colosseum, bliver hurtigt et modbydeligt lefleri for den infame blodtørst, filmen vel skal advare os om og mane i jorden, skriver Bo Tao Michaëlis i denne klumme.

Vi bliver åbenbart aldrig trætte af historier om verdens største imperium bygget på rå magt og råstyrke

Det, vi ser i dokumentaren 'Colosseums blodige historie', er skinbarlig historieundervisning med levende billeder, der mimer historisk virkelighed med animation og teknik. Foto: A & E Television Network
Det, vi ser i dokumentaren 'Colosseums blodige historie', er skinbarlig historieundervisning med levende billeder, der mimer historisk virkelighed med animation og teknik. Foto: A & E Television Network
Lyt til artiklen

Det var 1800-tallets victorianske angelsaksere, som sensationelt og spektakulært genopdagede Rom i al sin magt og vælde. Ikke republikken som franskmændene, nej, det magnifikke kejserdømme, som både afspejlede det britiske imperiums selvforståelse og advarede mod magtens forfald og dekadence!

Man valfartede til Rom for at se det absolutte mindesmærke for de romerske kejseres barbari, ruinen af det enorme Colosseum. Den cirkulære bygning tog det otte år at bygge. Snart blev den arena for de berømte gladiatorkampe, organiseret voldsforherligelse og smagløs blodtørst samlet i en propagandistisk hyldest til den enevældige kejser.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her