Tvillingerne ville se ’Gurli Gris’, og fordi de var lidt pjevsede efter en lang dag i institution, bøjede bedsteforældrene sig, uvidende om ringheden af produktet. For så slemt kan det vel – for Bela Lugosis skyld – ikke være. Sikke en øjenåbner, må man sige. For – som Dorothy siger til Toto i ’Troldmanden fra Oz’ – vi er ikke i Kansas længere. Eller noget som helst andet sted, hvor der er hoved og hale i tingene.
Det viste sig, at historiens indledende plot var hentet fra Roald Dahls klassiker ’Charlie og chokoladefabrikken’, bare med den lille ændring, at kuponen med adgang til det magiske land befandt sig inden i en kartoffel, og den gav så hele banden adkomst til medvirken i en film med Heldig Kartoffel og dennes sidekick Rösti. Man aner hensigten og føler sig forstemt som et klaver i en gammel western. Og hvordan kommer en guldkupon i øvrigt lige ind i en rodfrugt? Kunne man føle sig kaldet til at tænke. Men nu er der jo tale om animation for børn, ikke socialrealisme – denne i øvrigt skamredne etikette, der anvendes om alt, hvor prutter rent faktisk lugter. Så pyt, som vi siger i Farimagsgade, når der er udsolgt af den gode Chianti Classico. Så tager vi bare brunelloen i stedet.
