Søren Pilmark er dragende dæmonisk som psykiateren Einar Geert-Jørgensen, der i perioden fra 1960 til 1973 stod i spidsen for de lsd-forsøg med psykisk syge patienter, som fandt sted i kælderen under Frederiksberg Hospital. Og Amalie Dollerup gør et godt arbejde i sin bestræbelse på at gøre et troværdigt menneske ud af Geert-Jørgensens protegé Ketty Kjærbye Kristensen, som udførte behandlingerne med det potente psykedeliske stof på en række patienter og tilmed udvidede proceduren til også at omfatte brug af amfetamin-præparater og psilocybin.
Men desværre sætter drama-dokumentaren om affæren sig uelegant mellem to stole: periode-dramaet og den journalistiske dokumentar. Så det ender med at blive en blandet fornøjelse, hvor journalist Lotte Mathilde Nielsens interviews med vidner og kilder blandes med gennemgang af sagsakterne fra Ketty Kjærbye Kristensens efterladte – og omfattende – arkiv og så de dramatiserede forløb, der trods sagens alvor bringer lovligt håndfaste mindelser om TV 2’s egen serie ’Sygeplejeskolen’.
Set og hørt er Politikens daglige klumme om tv, streaming, radio og podcast. Den skrives på skift af avisens skribenter og er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.



























