Selv om Blachman ligner og lyder som sig selv, roterer der omkring ham et ’X Factor’-format, man faktisk kan lære noget musikalsk af, fordi det bevæger sig med tiden og den moderne musikscene, skriver Andreas Kønig i denne klumme.
Klumme: Da jeg så fredagens 'X Factor', så jeg også en amerikansk nation i krise
Hvorfor ser jeg egentlig X Factor, når jeg allerede har set det 17 gange før, spørger Andreas Kønig. En del af svaret er alt det, der sker rundt om Blachmann. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Det var nok ikke det, vi alle sammen havde håbet på, men vi er endt i en situation, hvor Thomas Blachman er blevet noget nær den eneste konstant i en helt ekstremt omskiftelig verden.
Mens krige er brudt ud, nationer er smuldret og verdensordner skiftet, har den outrerede jazztrommeslager i intet mindre end 16 af 17 sæsoner siddet fredag efter fredag og leveret diverse tirader, mens han korporligt har afstraffet sit stakkels vandglas ved at banke en kuglepen hårdt ned i det – gerne akkompagneret af et »JAH, JAH, JAH«.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
