Anders Aggers serie om unge med psykiske sygdomme viser et stykke barsk hverdag, de færreste overhovedet kan forestille sig udfordringerne med, skriver Henrik Palle i denne klumme.

Da hun viser Anders Agger filmklippet, er det som at få en mavepuster af følelser

Stillet over for unge med alvorlige psykiske sygdomme taber af og til selv superempatiske Anders Agger mælet. Det er tankevækkende.  Foto: Egon Rix/DR
Stillet over for unge med alvorlige psykiske sygdomme taber af og til selv superempatiske Anders Agger mælet. Det er tankevækkende. Foto: Egon Rix/DR
Lyt til artiklen

Forfatteren Erling Jepsen fortalte mig engang, at man i hans barndom i Sønderjylland i daglig tale opererede med tre kategorier inden for psykiske lidelser. Det kunne være nerver, det kunne være noget decideret psykisk. Eller psykiske nerver, og det var det værste.

Heldigvis har vi dag både et mere udvidet sprog for og en væsentlig mere nuanceret forståelse af psykiske sygdomme. Men desværre er en del af forklaringen, at omfanget af denne form for lidelser er i eksplosiv vækst. Både i form af generel mistrivsel og regulære psykiatriske diagnoser som adhd, diverse positioner på autismespektret, skizofreni, ptsd og borderline. Især blandt ganske unge. Hvilket selvfølgelig er bekymrende for samfundet og endnu værre for de unge, der berøves livsår, som burde være forholdsvis ubekymrede, om ikke sorgløse, som man sagde i dansk litteratur for et par generationer siden.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her