Kommentatorerne er OL’s skjulte helte. Især dem, der ikke har tusind timers medietræning, men til gengæld har en enorm viden, humor og en god portion kaotisk energi. Det skriver Andreas Kønig i denne klumme.
Jeg har aldrig før hørt en kommentator kalde en atlet for psykopat. Jeg håber, det sker igen
Canadiske Cordano Russell i herrefinalen i streetskating ved OL i Paris. Foto: Odd Andersen/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen
Henter...
Jeg må indrømme, at jeg tidligere har været ret skeptisk over for OL som koncept.
På papiret lyder det altså åndssvagt. Man har besluttet at lave et stævne med en masse sportsgrene, hvoraf langt de fleste er så perifere og/eller kedelige, at deres normale publikumstal får Radikale Venstres folketingsgruppe til at se stor ud. Det er selvfølgelig skønt med de bagvedliggende olympiske idealer om fred og sameksistens, men ligesom den populære ’professorens grønne grød’ lover dig et langt og lykkeligt liv, så er det altså stadig bare broccoli og spinat, og det bliver ikke mindre kedeligt, bare fordi det hele blendes sammen.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
