Det er 13 år siden, at seneste udgave af det populære computerspil Grand Theft Auto (GTA) udkom. Ved midnat natten til tirsdag kunne den nye udgave, GTA VI (6), downloades.
At dømme ud fra internettrafikken har mange utålmodigt ventet på det meget omtalte spil. I Danmark var trafikken 50 procent højere i de helt tidlige morgentimer end en gennemsnitlig nat, fortæller driftsdirektør i GlobalConnect Jakob Dirksen i en pressemeddelelse.
»Vi holder øje med kapacitet og almindelig drift i hele Norden døgnet rundt, og GTA 6 viser sig tydeligt i tallene, når vi kigger på trafikmønstrene natten igennem«, siger han.
GlobalConnect er leverandør af digital infrastruktur og datakommunikation og bærer mere end halvdelen af al datatrafik ind og ud af Norden. Ud over at mange har haft travlt med at downloade spillet, så det er klar til brug, når der åbnes for spiladgang 19. november, hænger nattens travle trafik også sammen med spillets størrelse.
»GTA 6 har en hidtil uset størrelse med 210 GB, der skal downloades, og en forventet kæmpe efterspørgsel. Hver enkelt download svarer til cirka 50-100 timers normal streaming«, siger Jakob Dirksen.
Han tilføjer, at den markante stigning dog ikke er et problem for GlobalConnects netværk, ligesom andre funktioner i samfundet heller ikke udfordres.
Indhold afføder kritik
Den sjette udgave af GTA har været populær længe før udgivelsen. I sidste uge skrev Forbes, at forsalget havde nået 750 millioner dollar, svarende til knap fem milliarder kroner, og at forsalget alene forventedes at overstige det totale salg af GTA 5.
I elektronikkæden Power kan man også mærke spillets popularitet. I oktober solgte Power mere end tre gange så mange Playstation 5-konsoller som samme måned sidste år. Elektronikkæden peger på det populære computerspil som forklaringen bag det øgede salg.
GTA-spillene har siden 1997 været populære blandt millioner af computerspillere verden over. Spillene har dog også skabt debat på grund af voldeligt og seksuelt indhold. Den anbefalede aldersgrænse er i mange lande, inklusiv Danmark, 18 år.
I spillene spiller man som en eller flere kriminelle hovedpersoner, der kan udforske en storby og tjene penge, købe våben og udføre en lang række missioner såsom biljagter, røverier og meget andet.
Det nyeste spil kommer til at foregå i en Miami-lignende by – Vice City.
ritzau