Tricket bag spillets ganske kreative spilidé er, at når lyset slukkes, kan man kun se de vigtigste brikker, da disse er selvlysende – præcis som de plastikstjerner, man kan overklistre sit loft med. Med sin troldmandsbrik i hånden skal 2-4 spillere skubbe til de – i mørke komplet usynlige – runde træbrikker fra alle sider, så en af ens to ’gryder’ til sidst bliver skubbet ind på midten af brættet. Ens tur er ovre, så snart man hører en brik falde ned på bordet, og på den vis ændrer spillebrættet sig konstant i mørket. Udførelsen er helt i top med solide træbrikker, og selv om ‘Magikernes nat’ kan lyde noget svært, leverer det i praksis en af de sjældne magiske spiloplevelser, man ikke glemmer. Som når man nærmest meditativt sidder musestille i mørket omkring bordet og kun lytter efter de små klank af brikker, der rammer bordet. Akilleshælen for spillet er, at det hurtigt præges af organiseret kaos, der gør det umuligt at udtænke angrebsplaner. Spillets udfald afgøres mindre af forstand end held, hvilket ikke nødvendigvis er skidt, da alle uanset erfaring dermed kan være med. Anden ulempe er, at man bruger længere tid på at lægge brikkerne på plads igen end på at spille spillet, da en runde er hurtigt overstået. Hvis man er mørkeræd, kan spillet også spilles normalt, men så er det temmelig kedeligt og markant mindre magisk.
En underfundig spiloplevelse af de større.
