Goddag til kæberaslere med eftertrykkelig raslen, knytnæveslag mod nyrerne og slåskampe i realtid fra start til slut. I ’The Bourne Conspiracy’ er der ingen smarte smutveje eller slowmotion-finter. Ganske som i forlægget, Paul Greengrass’ tre ’Bourne’-actionfilm – her som en spilbar prequel til filmene, der afdækker, hvilke opgaver agent Jason Bourne udførte, inden han mistede hukommelsen og blev mål for en evindelig menneskejagt. Et fint narrativt afsæt, men nu mest til pynt. ’Bourne Conspiracy’ er nemlig helliget hæsblæsende action. Som et endeløst kampspil, når ansigtsløse fjender i militærstøvler og kakiveste angriber en fra alle sider ofte i bander af tre-fire ad gangen. Parer slagene med en knap, slå igen med to andre: Styringen er pinligt simpel, men det fungerer, fordi man som Jason Bourne altid er i centrum af disse 21. århundredes gladiatorspektakler. Og sådan hives man gennem lufthavne, stormagasiner og togvogne, der stryger forbi, inden man har set sig om.

Jagten på adrenalin

I et afsindig højt tempo giver ’The Bourne Conspiracy’ simpelthen ikke spilleren tid til at overveje spillets problemer: Fjender, der villigt springer ind foran ens sigtekorn, og lutter ensporede missioner, hvor man konstant skubbes fremad i én retning snarere end at vælge selv. Det lyder sølle, men er snarere en kvalitet, for når hjertet banker i halsen, får hjernen simpelthen ikke tid til at overveje alternativer. Og netop her ligger spillets tiltrækning: Tempoet og en morbid voldsspiral, der i bund og grund føles som én stor aggressiv udladning.