Mario er ren spilleglæde.
Fra det sekund, man knuger Wii-controllerne i hænderne og med et diskret ryst i håndleddet fyrer Mario ud i galaksen på jagt efter stjerner og ultimativt sin evigt udkårne, evigt kidnappede prinsesse Peach, er man overvældet. Ikke kun af den sprudlende kreativitet, der fosser ud af ’Super Mario Galaxy’, men også fordi man føler sig omfavnet og udfordret. Omfavnet, fordi spillet fundamentalt er bygget over samme ramme som dets åndelige forgænger ’Super Mario 64’, der står som en af platformgenrens største milepæle. Og udfordret, fordi ’Super Mario Galaxy’ fra start til slut er en perfektionistisk tour-de-force i opfindsomme gåder og sjældent inspireret spildesign. Drilske dimensioner Præmissen er identisk med alle tidligere Mario-spil: hop gennem et væld af verdener, indsaml stjerner, red prinsessen og giv ærkefjenden, dragen Bowser, tørt på. Denne gang er hver bane dog en hel lille galakse i sig selv, og jo flere stjerner Mario indsamler, des flere galakser kan han flyve ud til. Mens overgangen til 3D var essensen i ’Super Mario 64’, marcherer ’Super Mario Galaxy’ flere syvmileskridt videre ved at pille ved tyngdekraften, rumfornemmelsen og vores orienteringssans. Dette er ægte 3D-platforme, for når man lander på en rund planet, kan man ofte løbe rundt overalt på den – det vil sige også pludselig med hovedet nedad. Efter kort spiltid bliver tidligere så fasttømrede konstanter som loft og gulv, op og ned, frem og tilbage meningsløse. Mest forbløffende bedrift er, at selv om alle konventioner og dimensioner vendes på hovedet, føler man sig aldrig fortabt. Mesterlige baner Med den grad af frihed og nytænkning byder ’Super Mario Galaxy’ på – hånden på hjertet – de skøreste og mest geniale baner nogensinde set i spil. Fra første færd slipper Mario aldrig grebet, og galakse efter galakse bliver man bombarderet af utrolig kreativitet og nytænkning, der med et trylleslag henviser andre 3D-platformspil til skammekrogen. En stor del af æren tilfalder styringen, der fungerer lydefrit og præcist: Ryst controlleren, og Mario laver sine klassiske spin, eller løb rundt på planeterne, og synsvinklen følger perfekt med. Fremtidens spildesign Hvor bekymrende mange af nutidens spil med misundelse går på strandhugst i filmmediets fortællestil og visuelle flair for at fange publikum, træder ’Super Mario Galaxy’ et skridt til siden og giver en tiltrængt lektion i, hvordan et spil skal skrues sammen på egne præmisser. Ganske vist er historien håbløst ligegyldig, men det betyder intet, når selve spilmediets drivkræfter, gåderne, styringen, følelsen og sværhedsgraden, er uforligneligt underholdende. Mario viser, at spil ikke kun handler om filmisk grafik, gedigne historier eller massivt store online-dele med dynger af brugerskabt indhold. Spil handler om oplevelser – om følelsen af, at jeg fra min sofa har erobret galakser med Mario ved min side. Det er dét, spil kan bedre end alle andre, og ’Super Mario Galaxy’ er beviset.
