‘Modern Art’ er noget så specielt som et kortspil bygget op omkring kunstauktioner, hvilket giver bedre mening i praksis end i teorien. For der er noget helt essentielt spilbart og spændende ved auktioner – især når man byder mod sine venner. Hver spiller repræsenterer en storby, der er på jagt efter morgendagens Picasso, og efter tur lægger spillerne kort med malerier ud på bordet. Nu skal værket sælges, men hvert kunstværk fra de opdigtede kunstnere er bundet til en bestemt auktionstype. Maleriet kan f.eks. sælges til en fast pris dikteret af sælgeren, i en traditionel åben auktion til højestbydende eller ved den mest spændende form: en lukket budrunde, hvor alle spillere i skjul skal byde på kunstværket. Så snart der er solgt fem malerier af samme kunstner, slutter runden, hvorefter udbud og efterspørgsel på de tre mest solgte kunstnere i runden omsættes til en rangliste, der giver penge i kassen hos de spillere, der har formået at købe de mest populære malerier. Sådan ruller spillet over fire runder i alt, og mens spillets fem forskellige fiktive kunstnere stiger i værdi, stiger samtidig den strategiske dybde og antallet af studehandler. Den spildynamik og de mange hammerslag holder, hvis spillerne er gode til at leve sig ind i auktionerne, men reglerne er desværre kun på engelsk og derudover ikke altid lige logiske. Og selv om selve kvaliteten af kortene og kunstværkerne er høj, skæmmes spillet af de medfølgende jetoner af absolut bundkvalitet. ‘Modern Art’ er en veltilrettelagt balanceakt spækket med strategiske dilemmaer, og den anderledes tematisering redder en klar anbefaling i land.