'Ticket to Ride’ er i sin brætspils-udgave ellers et udadleligt veldesignet strategispil, hvor spillerne kæmper om at bygge togruter over USA eller Europa. Og en kortspilsvariant er en glimrende idé. På papiret. Grundtanken er, at USA skal forbindes med jernbaner, og derfor kæmper hver spiller om at have den største flåde af togvogne og ruter. Løbende trækker man rutekort, der udfordrer spillerne til at bygge ruter mellem to byer. Jo længere ruten er, des flere forskellige farver togvogne kræver den, og des flere point scorer man til sidst. Det er logik for lokoførere, men reelt set kan man kun bruge de togvogne, som man får ’bortrangeret’ i løbet af spillet, hvilket koster et træk. Efter bortrangeringen må man ulogisk nok ikke kigge på sin togflåde før til sidst ved pointoptællingen. Og med 96 togkort og 46 rutekort er det fuldkommen umuligt at holde styr på, hvilke togvogne man til sidst har i sin flåde, hvem der fører spillet, og om man nu også kan indfri de indsamlede rutekort. Først til sidst falder dommen, om man reelt har samlet togvogne nok til at bygge ruterne. De ruter, man ikke kan fuldføre, trækker fra i point. Ideen er fin, men designet er enestående elendigt. Særlig når bedste taktik i vores test var blindt at indsamle så mange togvogne som overhovedet muligt og så krydse fingre for, at det i sidste ende gik lige op med ens rutekort på hånden. ’Ticket to Ride’-kortspillet er en forvirret og frustrerende ligegyldighed, der bør bortrangeres hurtigst muligt.