Totalt afsporet med et kæmpe grin i mundvigen. Sådan spenderer man det meste af spiltiden med ‘Rayman Raving Rabbids 2’, der om muligt er en endnu mere løssluppen samling minispil end sin forgænger. Hvilket umiddelbart betyder, at man kastes ud i så absurde spil som at nå at gemme mobiltelefonen, inden lyset bliver tændt i biografen (se billedet), eller ved hjælp af Wii-moten at balancere spytklatter ned i andre kaniners kaffekopper. Til forskel fra Mario & Sonic at the Olympic Games' er forklaringerne på de forskellige minispil klart illustreret, og selv om man stadigvæk formår at kage rundt i spillene, er det her adskillige hjerter sjovere. Den gode variation i udbuddet af minispil gør også, at det er nemt at finde favoritter, hvor ungerne også kan være med.
Og selv om de fleste spil indebærer, at der fantasiløst skal ruskes i Wii-moten, så tager humoren i præsentationen stikket hjem.



























