Når man for tredje gang har rystet sine arme af led for at få fart på Mario, er man træt.
Desværre ikke på en god måde, som giver lyst til at prøve igen for at forbedre sin tid. Ulig ‘Wii Sports’ er dette olympiske sammenskudsgilde mellem figurgalleriet fra Mario og Sonics verdener som spydspidser nemlig mere forceret end fornøjeligt. Ganske vist kan Wii-moten ruskes op og ned i sportsgrene som 100 meter-løb, kuglekast, længdespring, svømning og fægtning, men en ærgerlig fællesnævner er, at ingen af disciplinerne er sjove i mere end fem minutter ad gangen – selv med levende modstandere. At instruktionerne samtidig ofte er vildledende som for eksempel i svømmedysterne, pynter heller ikke. Spiller man alene, er sværhedsgraden selv på begynderniveau ulideligt svær. Bedst går det i spillets mest veldesignede discipliner som 400 meter-løb og bueskydning, fordi de kræver reel teknik, timing og omtanke i stedet for lutter hjernedød ruskning i Wii-moten og Nunchucken. Et OL-spil til Wii er oplagt, men dette udspil kommer ikke på medaljeskamlen, slet ikke i sammenligning med det nu blot endnu mere suverænt designede ‘Wii Sports’.
