Giv ‘Patapon’ et par minutter. Mere behøver det ikke, før resten af dagens tankestrøm er underlagt et soundtrack af taktfaste rytmer og falsetsang, mens en underdanig hærskare af sært charmerende væsner marcherer frem for ens indre øje. At ‘Patapon’ bider sig fast ved første blik skyldes ikke kun en afvæbnende tiltalende visuel stil skabt af den franske popkunstner Rolito og på flere punkter umiskendelig lig spillets sjælelige forgænger, ‘Locoroco’. Det skyldes også, at det er en af de slags spil, som man har lyst til at give en krammer: umulig at rubricere, umulig at vide sig klog på og umulig ikke at blive fascineret af. Et fast holdepunkt er spillets drivkraft: Indtag rollen som den almægtige guddom ’The Almighty’ over ’Patapon’-stammen bestående af små karismatisk karikerede øjeæbler med lemmer (tænk kæmpeenøjet Mike fra ‘Monsters Inc’), og led dem til sejr mod ærkefjenden i Zigaton-stammen samt et varieret udbud af større monstre såsom dinosaurer, krabber og drager. Et andet fast holdepunkt er rytmen – spillets rygrad. Eller snarere at holde groovet kørende, uanset hvad der sker på skærmen. Hver knaptryk modsvarer en trommelyd, og da ens krigeriske øjeæbler kun parerer ordrer udstedt ved trommebuldren, skal stammen styres indirekte via kombinationer af forskellige trommerytmer af fire slag. En metronom i baggrunden sætter tempoet, og meningen er at holde trommegroovet kørende med knaptryk både holdt inden for takten og i de rigtige rækkefølger. Trom fire slag, hør og se Patapons svar, og udstik straks en ny trommerytme. En luksus som tænkepauser er væk, for ordrerne skal falde prompte – ellers mistes al angrebsstyrke. Ordrerne til tropperne er derfor få og enkle såsom ’marchér frem’, ’forsvar’ eller ’angrib’, da udfordringen klogelig er centreret omkring timingen af ordrerne og ikke deres antal. Holdes groovet kørende, kommer belønningen: Musikken intensiveres, ens Patapons bliver rene dræbermaskiner, og actionen kulminerer. Målløs trommer man taktfast de små Patapons gennem stammekrige, jagt efter mad og nedkæmpning af stormonstre, mens man mellem missionerne skal opruste hæren med bedre og hurtigere krigere eller udstyre tropperne med bedre buer eller tungere sværd. Den strategiske dybde stiger fornemt i takt med missionernes sværhedsgrad, og tabelryttere kan svælge i detaljer som de forskellige Patapons’ angrebs- eller forsvarsstyrker. Andre kan til alt held automatisk optimere hæren med et enkelt knaptryk. Tro blot ikke, at ‘Patapon’ i modsætning til ‘Locoroco’ er for alle. Flere missioner såsom jagt og monsternedkæmpning ærgrer ved, at man skal spille dem igen og igen for at forbedre sin hær, så sværere missioner kan overkommes. Og netop den monotoni ville hurtigt punktere al spilleglæde, hvis ikke spillets unikke tække trådte til. ‘Patapon’ er et tiltrængt wakeup-call til PSP-konsollens uniformeret konventionelle spiludbud – I guder, hvor har vi savnet noget excentricitet, spræl og galskab, og det alene kan undskylde høj sværhedsgrad og trivielle missioner.