Selv med få store nyheder holder ’Left 4 Dead’-konceptet. Det er zombier fra deres værste – og dermed bedste – side.
Lige siden de i 1968 i George Romeros ’Night of the Living Dead’ stønnede og åd sig gennem en gruppe uskyldige kirkegårdsbesøgende, har zombier haft en plads i den folkelige bevidsthed.
Ideen om levende døde fandtes tidligere, men det var først, da Romero portrætterede dem som viljeløse dyr med en fysisk afhængighed af menneskelig kød og blod, at de for alvor vandt indpas. Zombierne var hos Romero nærmest patetisk sløve. I ’Night of the Living Dead’ undslipper de jagede i første omgang zombierne, og i ’Dawn of the Dead’ løber to soldater ligefrem legelystent zigzag mellem zombierne. Hvis de ikke havde haft overraskelseselementet og en uudslukkelig blodtørst, havde de aldrig overlevet. De senere år har zombieracen dog gennemgået en klar udvikling. I først Zack Snyders remake af ’Dawn of the Dead’ og senere computerspillet ’Left 4 Dead’ er de levende dødes afhængighed af kød og blod gået fra at være invaliderende til at være opildnende:
