Man glemmer det efter få minutter: at man rent faktisk sidder i morgentoget og spiller på PSP og ikke har plantet korpus foran tv-skærmen og en PlayStation 2. Mest fordi det er nemt at tage fejl, når det første fuldblods platformspil stoppet med lun humor, charme og visuel overdådighed folder sig ud på PSP'en. For 'Daxter' er den type spil, som PSP hyldede ved sin lancering: afgjort intet kvantehop ud i vovede originale koncepter, men et hamrende solidt sammenskruet platformspil, der begår sig, præcis som det lover. Duoen 'Jak & Daxter' er efterhånden blevet for PlayStation 2, hvad Mario og Luigi er for Nintendos konsoller. Daxter har, som en ulden krydsning mellem en væsel og en hamster, mønstret en energi og komisk spontanitet, der som direkte modsætning til Jak har reddet spillenes succes i land. Nok har Daxter været klovnen, men han har samtidig været den mest helstøbte karakter i denne duet. Spillets historie er, at mens Jak er blevet fængslet i byen Haven City, har Daxter fået fripas til at udforske byen på egne poter. Hurtigt bliver han hvervet som skadedyrsbekæmper, så med eldreven fluesmækker og giftsprøjte går det løs i intelligent varierede missioner kun afbrudt af hektiske køremissioner og en enkelt bossfejde hist og her. At styringen passer perfekt til PSP, og man aldrig sukker efter en rigtig controller, er vist de største roser, der kan uddeles. Mellem banerne er det tilbage til skadedyrsbekæmper-centralen, hvor Daxter skal snorke igennem, mens han genvinder energi og drømmer om hovedroller i elegant opsatte om end simple spoofs i kraft af minispil, der med lune plagierer film som 'Matrix' og 'Ringenes Herre'. Ikke væsentligt for spillet, men viser blot, at man aldrig ved, hvor man har 'Daxter'. Det holder, når overraskelserne springer én i møde på stort set hver en bane, og man trykker løs med et bredt smil om læben. Andet er nærved umuligt, når det sprudler af energi, humor og nerve. Bevares - det er ikke, fordi 'Daxter' omstyrter genregrænser, men håndværket er perfektionistisk håndteret. Hvilket igen husker os på, at PSP'en ikke længere kun teknisk set kan være Nintendos spilkonsoller overlegne.