Lad mig tone rent flag: Jeg er vild med tennis. Jeg er vild med at spille det. Og jeg er vild med at se på det, selvom det i grunden er en mærkværdig, nærmest anakronistisk sportsgren.
Hvor finder man ellers unge drenge, der kommer løbende ind på banen med et håndklæde, hver gang en spiller har udført et slag? Hvor man finder man samme hierarki, samme myter, samme ritualer?




























