I et år fyldt med storspil er det nemt at overse små mesterværker som ’World of Goo’. Et fysikbaseret gådespil, der ser simpelt ud på overfladen, men snyder, så det driver. Grundlaget i spillets gåder er de såkaldte Goo – små kugledyr med øjne. Hver bane byder på et antal Goos, som både fungerer som banens byggemateriale og banens mål. Af kuglerne skal man bygge sindrige konstruktioner i kamp mod tyngdekraften, vinden og omgivelserne for at nå det rør, der sikrer de Goos, der ikke er låst fast i selve konstruktionen, en flugtvej. Slipper nok ud, er banen overvundet. Hver Goo har sine egne fysiske egenskaber. Nogle hænger, andre kan brænde, og enkelte er lettere end luft.

Smukt i alle henseender
Var det alt, kunne vi kalde ’World of Goo’ for en habil tidsrøver. Men spillet leverer så meget mere. Først og fremmest er det smukt. Den visuelle stil leder tanken mod Tim Burtons universer, men i sidste ende er den aldeles personlig. Og i en branche, hvor de fleste spil designes af en komite, skyldes det spillets skaber, amerikaneren Kyle Gabler.

Gabler har også komponeret spillets musik, der glæder og bevæger, selv om der i bund og grund er tale om loops, der gentages alt efter, hvor lang tid man grubler over en bane. De små runde Goos farer omkring klar til at blive brugt i et tårn eller en bro og fylder højttalerne med små spontane glædesudbrud, jo tættere du kommer målet. Og udsender tilsvarende triste skrig, når man mister et par stykker. Det er blot små kugler med øjne, men man knytter sig skræmmende hurtigt til dem.

Svært at kritisere