Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Spil
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Alice er bare ikke gal nok

For mange lette løsninger, forslidte klicheer og for lidt galskab tyngder spilgyset 'Alice: Madness Returns'.

Spil
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

De fleste kender Lewis Carrolls fortælling om Alice, der tumler ned gennem kaninhullet og lander hovedkulds i en sælsom verden, vendt på hovedet, rørt rundt, kogt over, tilsat to stykker sukker og slubret i sig af den gale Hattemager.

Hædret som litterært værk, der har inspireret til et uendeligt antal kulturelle værker lige fra Disney animation til Tom Waits sange og senest Tim Burtons filmatisering, der forsøgte at nytænke Alice's rejse i eventyrland, men endte med at ty til kedelige klicheer.

Spørgsmålet er, om den horrormættede tilgang til Alice i Madness Returns gør underværker for den klassiske historie eller blot forstyrrer et allerede helstøbt værk?

Splat, gys og gru

Spiludvikleren American McGee forsøgte sig allerede i 2000 med et gyserspil om Alice, der slet og ret hed American McGee's Alice. Et hæderligt action-adventure, der viste hidtil usete dystre og drabelige sider af den ellers så søde unge drømmende pige og hendes eventyrverden.

LÆS ANMELDELSEN

Blodsplat, gys og gru var kimen i Alices rejse til Eventyrland, hvor mørke kræfter lurede i hver en tekop. Gameplayet var let tilgængeligt og klassisk action-adventure. Alice kunne hoppe, løbe, svinge med kniv og uskadeliggøre horder af fjender med ynde og ondskab.

Det nye var den horrormættede grafiske stil, der gav fortællingen om Alice et voksent og vovet præg. Det var som sagt tilbage i år 2000, og her elleve år senere er der endelig udviklet en fortsættelse. Elleve år er uhyggelig lang tid i spilbranchen, hvor jagten på det nye hotte konstant fejer gårsdagens succeser af banen. Derfor har Alice Madness Returns en svær arv at løfte, for har spillet reelt noget nyt at byde på?

Mere af det samme

Det korte svar er nej. Alice Madness Returns er stort set det samme spil som den elleve år gamle forgænger. I hvert fald på det gameplaymæssige plan, og det skuffer, på trods af at spillet underholder på et helt basalt plan. Gal, genial eller grotesk, ja, det er betegnelser, der er Alice værdigt, men basalt, det er for lavt et mål, men desværre det eneste, som spillet opfylder.

Befolket af Jack the Ripper

Ved første øjekast er Madness Returns bestemt en indbydende oplevelse med sit gotiske univers, der emmer af ondskab og twistede kringelkroge. Alice er dømt sindssyg og lever en kummerlig tilværelse på børnehjem i et London, der synes at være befolket af Jack the Ripper og alle hans åndsfæller.

Et grumt sted, og scenen sættes stemningsfuldt, før turen endnu engang går til Eventyrland. Ikke at der er meget eventyr over det, og Mareridtsland havde været en mere passende benævnelse i rejsebrochuren for den kære Alices videre færd.

Klassisk og forældet

Men bag det sælsomt dragende ydre knirker klicheerne. Spillet er i sin grundessens et helt klassisk tredje persons actionspil med en solid mængde puzzles, hvor du igen og igen skal hive i håndtag og aktivere kontakter for at åbne døre.

LÆS ANMELDELSEN

End ikke Lara Croft orker den slags trivialiteter i det kommende reboot af Tomb Raider, og når Frøken Croft ikke længere hiver i håndtag eller skubber blokke rundt, så er der kun en ting at sige til den slags forældet puzzledesign: en ommer!

Gyset udebliver

Kampsystemet fungerer og heldigvis for det, for du bruger størstedelen af din tid i Alices morderiske mareridtsland på at slagte fjender. Vrede spillekortkrigere, onde tekander, monstre, kryb og kravl. Designet af fjenderne fænger ved første møde, men når du har set mekaniske tekande nummer 23 på en halv time, så begynder dampen at gå af den gruekedel. Alice forpasser sine muligheder for gys ved at fokusere så enøjet på ensformig action og fortærskede puzzles.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Den gennemførte visuelle stil skriger ellers på gotiske gys, der svælger i det usagte og det stemningsopbyggede, men desværre drukner det meste af gotikken i larmende action og håndtag, der skal hives i for gud ved hvilken gang.

LÆS ANMELDELSEN Alan Wake:

Jeg savner simpelthen noget galskab i spillets design, for selv den mest twistede visuelle idé kan ikke dække over et gameplay, der knirker og knager af klicheer og designdogmer fra fortiden.

146 år på bagen

Summa summarum, så er også denne opdaterede gyser-udlægning af Eventyrland et mere klichetungt og uinspirerende værk end den oprindelige originale Alice, der immervæk har hele 146 år på bagen.

Så tag den støvende gamle bog ned fra reolen og sæt dig godt til rette i stearinlysets skær med Lewis Carrolls klassiske Alice, der stadig er den bedste udgave af den evigt inspirerende fortælling. Godt gået af sådan en moden tøs.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden