Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

klassisk. Spillet læner sig op ad klassiske kriminalfortællinger på  Raymond Chandler-niveau og har kigget dybt i James Ellroys 'L.A. Confidential'. Det ses også på spillets æstetik.  Illustration: Rockstar

klassisk. Spillet læner sig op ad klassiske kriminalfortællinger på Raymond Chandler-niveau og har kigget dybt i James Ellroys 'L.A. Confidential'. Det ses også på spillets æstetik. Illustration: Rockstar

Spil
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

'L. A. Noire' er fængslende film-noir krimi

'L. A. Noire' er en moderne mordkrimi, hvor basal menneskekundskab og intuition tæller mere end point, antal liv og biljagter.

Spil
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Alle kender typen den ensomme politiulv, der med snu og snilde tænker de kriminelle i sænk, og som nok er flosset, men er renskuret heroisk på bunden.

I både bogens og filmens verden er typen grobund for en hel genre for sig, anderledes er det inden for spilmediet, hvor det oftest er de kriminelle løbebaner, der bliver glorificeret.

Og man skal spole tiden tilbage til ældre spil fra 80’erne og 90’erne som ‘Discworld Noir’, ‘Under a Killing Moon’ eller den genreskabende ‘Police Quest’-serie for at finde værdige pendanter. Netop derfor har jeg den sidste måned nydt at kæmme Los Angeles for kriminelle som en anden Philip Marlowe.

LÆS ANMELDELSEN AF GRAND THEFT AUTO 4

‘L.A. Noire’ er kreeret af spilskaberne Rockstar og falder med sit nuancerede og stærkt kritiske portræt af det amerikanske samfund dermed helt i tråd med spillets to ’sjælelige’ forgængere, ‘Grand Theft Auto 4’ og ‘Red Dead Redemption‘. Tre spil, der alle både kommenterer, glorificerer og særlig revser den amerikanske drøm med spydig sarkasme, skarp selvironi og benhård ærlighed.

Hvor ‘Grand Theft Auto 4‘ satirisk skildrede nutidens amerikanske samfund, og ‘Red Dead Redemption‘ gravede dybt efter rødderne i starten af 1900-tallet, placerer ‘L.A. Noire‘ sig midtimellem i 1947 i efterkrigstidens Los Angeles og Hollywood.

Væk er de to forriges spils fiktive, men let gennemskuelige stednavne og er nu erstattet af ’the real deal’, da alle bygninger, biler, gader, turistattraktioner og monumenter er på plads, som de stod i 1947.

I rollen som den amerikanske krigshelt Cole Phelps spillet af Aaron Staton (bl.a. fra Mad Men) starter man klædt i nystrøget politiuniform som almindelig gadebetjent, men zapper hastigt op gennem rækkerne i politikorpset.



Hele ‘L.A. Noire’ er mesterligt sat i scene som en spilbar cadeau til Raymond Chandler og særlig James Ellroys ‘L.A. Confidential’, når man som Phelps skal opklare en række sager, der alle involverer lange køreture i byen, indsamling af spor og vidneudsagn, indfangning af de kriminelle og sluttelig hårdhændede forhør, der kan presse en tilståelse frem.



Af og til varieres handlingen af jagter i bil eller til fods efter mistænkte eller actionmættede skuddueller, og selv om ingen af disse fungerer lydefrit rent spilmæssigt, så rives man med – simpelthen fordi Rockstar kender sine genrer og detektivromaner og som ingen andre formår at skabe en filmisk stemning.

Fra bilerne og tøjstilen til jazzmusikken, persongalleriet og de fiktive reklamer er ‘L.A. Noire’ et sprudlende livagtigt tidsbillede, som er rosværdigt let at leve sig ind i. Man føler sig simpelthen som politidetektiv, og så gør det mindre, at den friere leg i sandkassen kendt fra ‘Grand Theft Auto’-spillene her er erstattet af stramme rammer. Det giver snarere en tilskyndelse til at spille sin rolle som betjent så godt som muligt.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Asocial enspænder

Gennem løbende flashbacks kommer der kød på Phelps’ personlighed, han deltog som officer i krigen mod Japan under Anden Verdenskrig, og de psykiske ar er gabende store: Snart skildres Phelps som en atypisk enspænder, en enøjet retfærdighedsforkæmper og nærved psykopatisk paragrafrytter uden strejf af empati.

I sig selv en modig casting i hovedrollen, men gevinsten er, at det stiller Phelps som diametral modsætning til hans forskellige politimakkere gennem spillet. Igennem usædvanlig velskrevne dialoger slår det her gang på gang gnister, der stiller skarpt på de interne problemer med korruption og magtliderlighed ikke alene inden for det californiske politikorps, men også i det amerikanske samfund som helhed.

I gennem både disse dialoger og de mange politisager kommenterer ‘L.A.Noire’ temaer som antisemitisme, racehad og kvindesynet i efterkrigstidens USA, men kernen i ‘L.A. Noire’ ligger i forhørene, der primært fungerer grundet en imponerende virkelighedstro ansigtsmimik på alle personer i spillet, som man skal aflæse for at afgøre sit næste træk.



Dette valg er kernen i at få det fulde udbytte af ‘L.A. Noire’. Oftest er det ekstremt enkelt at gennemskue de mistænktes ansigtsudtryk, da øjnene flakker og blikket vender nedad, når en person lyver, men jo længere man kommer ind i spillet, des sværere og mere uigennemskuelige bliver forhørene.

Og har man ikke forberedt sig godt og indsamlet nok spor, så kommer man hurtigt til kort – særlig fordi flere af de mistænkte oftest virker lige skyldige. I disse sager er det bedst at bruge sin menneskelige intuition. Det er i sig selv en sjældenhed inden for computerspil – og en stor ros til spillets overlegne animation.

Den hårdeste dom er din egen

Spillets virkelige genistreg ligger i, at man aldrig bliver direkte straffet for sine forkerte beslutninger eller sløset politiarbejde. Hurtigt mærker man, at man er på bar bund, og selv om alle sagerne stemples som ’opklaret’, da man i hver eneste sag sender en skyldig i gaskammeret på San Quentin, rumsterer sagerne videre i ens hoved.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

For genialt nok kan man ikke bare spole tiden tilbage, men må leve med sine fejl – og det er næsten den største straf, når man tilmed oftest føler sig tilskyndet af sine chefer til bevidst at smide en uskyldig i gaskammeret, blot fordi vedkommende er uønsket i det californiske solskinssamfund. Netop her ligger budskabet bag ‘L.A. Noire’, når det gennem ens beslutninger og ordrer oppefra bringer en skarp kritik mod ikke kun det amerikanske politikorps i 40’erne, men også det amerikanske efterkrigssamfund som helhed.

Den ærlighed og selvrevselse gør, at man trods irritationsmomenter såsom umådelig stupide kriminelle, mere begrænset handlefrihed og akavet styring bliver hængende. Hvor det som spil har sine mangler, excellerer ‘L.A. Noire’ til gengæld i stemning, tidsbillede og historiefortælling og formår at samle trådene mellem de to forgængere.



Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden