Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Episk. I 'The Witcher 2' dykkes der ned i konflikter gennem personlige historier, så man er i øjenhøjde med de involverede. Illustration fra spillet

Episk. I 'The Witcher 2' dykkes der ned i konflikter gennem personlige historier, så man er i øjenhøjde med de involverede. Illustration fra spillet

Spil
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I socialrealistisk fantasyspil er der bagtanker med alt

Rollespillet ’The Witcher 2’ ligner i al sin pessimisme den virkelige verden.

Spil
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det føles generelt unaturligt at tale om litterært niveau i computerspil. Til trods for at både spiludviklere og spillere gerne råber op om, at et spil besidder episk drama og rigt facetterede personer, er sandheden ofte en helt anden.

For hvert spil som f.eks. ‘L.A. Noire’, der lever op til sine inspirationskilder som Raymond Chandlers komplekse krimier og neo noir-spil a la ‘L.A. Confidential’, findes der hundredvis af spil, der postulerer, men aldrig etablerer troværdige fortællinger. Der er et klart misforhold mellem spiludviklernes syn på de narrative kvaliteter i deres spil – og spillenes faktiske kvalitet.

LÆS ANMELDELSEN Indimellem bliver man dog positivt overrasket. Det fire år gamle ’The Witcher’ er et godt eksempel på dette. Den aktuelle efterfølger, ’The Witcher 2: Assassins of Kings’, er endnu mere oplagt.

Ligesom forgængeren bygger ’Assassins of Kings’ på den polske forfatter Andrzej Sapkowkis fantasybøger i ’The Witcher’-serien – og ligesom i forgængeren er ambitionsniveauet tårnhøjt.

Intriger og trusler i hobetal
Temaerne i det enorme fantasyunivers, der rummer både grønne skovarealer samt aske- og lavaovertrukne helvedeshuler, er ret klassiske. Der er storpolitiske intriger med konger og tronranere, der forsøger at snigmyrde hinanden på kryds og tværs, regionale stridigheder i hobetal samt – naturligvis, fristes man til at sige – skjulte trusler indefra.

LÆS ANMELDELSEN

Forskellen på ’The Witcher 2’ og mindre væsentlige rollespil er måden, hvorpå der dykkes ned i hver af disse konflikter gennem personlige historier. Lige meget om vi er i stormagikerens elfenbenstårn eller ligger på alle fire i svinestien, foregår det i øjenhøjde med de involverede.

Den forarmede bondes frygt for at miste sæsonens afgrøder tillægges lige så stor betydning som løgne, fortielser og krige mellem stridende tronarvinger.

Klasseskellet er til stede
Nogle steder tenderer det socialrealistisk fantasy.

Det gælder især i afbildningen af klasse- og raceskel. Dværge, elvere og andre ikke-menneskeracer opfattes som undervæsener og er tvunget til at hutle sig igennem livet som lommetyve og ludere (den grafiske afbildning af pixelleret sex, der har fået visse nypuritanere til at vende næsen opad, er faktisk, for en sjælden gangs skyld, velbegrundet).

Menneskene styrer egenrådigt og med ét mål: at bevare deres magtposition.

LÆS ANMELDELSEN

De moderne paralleller til især Danmark og Europa ligger lige for – uden at det dog nogensinde bliver til kluntede politiske paralleller.

’THE WITCHER 2’ er gennemført konsekvent i sit pessimistiske menneskesyn. Indimellem støder man på ægte helte, der kæmper den gode sags tjeneste, men for det meste er der bagtanker bag alt.

Moralske valg
Når man f.eks. møder en forhutlet gammel mand på landevejen, der beklager sig over, at han er blevet franarret sin gård af en svinsk hertug, er det klogt at have lidt sund skepsis med i rygsækken.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Er det ikke underligt, at man kan skimte et guldspænde i den i øvrigt forarmede bondes bælte? Er han blevet narret? Er han overhovedet bonde? Måske han ligefrem er en landevejsrøver, der blot vil lokke én i baghold?

LÆS GUIDEN

Der leges konstant med spillerens forventninger – og uden at gå på kompromis med universet. De interne regler og magtstrukturer overholdes konstant, men kan samtidig forrykkes ud fra spillerens handlinger.

I centrum for fortællingen står, som i forgængeren, den blonde monsterjæger Geralt, der har opgivet sin menneskelighed til fordel for særlig indsigt i krig og magi, liv og død.

Den svære antihelt
Geralt befinder sig i krydsfeltet mellem helt og antihelt og personificerer dermed meget godt det moralske morads, der er selve kernen – og tilløbsstykket – i ’The Witcher 2’.

Hvis man f.eks. vælger at beskytte nogle købmænds vareforsendelse, afskærer man sig fra at hjælpe landevejsrøverne, der vil røve denne last, hvilket kan betyde, at man ikke kan infiltrere forbryderlavet og udføre lukrative tyverier og snigmord.

LÆS ANMELDELSEN

Der er konsekvenser for det meste, men det er – helt som i virkelighedens verden – ofte svært at gennemskue hvilke, og hvor vidtrækkende de er.

Lidt mere selvironi tak

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Når det I sidste ende alligevel ikke lykkes spillet at katapultere sig selv helt op i rollespilshimlen, skyldes det primært en mangel på det helt uventede og skæve. Begravet i sortsyn på sortsyn savner man ind imellem den selvudslettende humor fra ’Fallout’-spillene eller de få karismatiske enkeltpersoner, der får en til at glemme hele det øvrige persongalleri, som f.eks. dværgen Tyrion Lannister fra bog- og tv-serien ’Game of Thrones’.

Derudover er hardwarekravene hysterisk høje og kampsystemet lidt kluntet. Sværdkamp, angreb med magiske ildkugler og placering af bjørnefælder fungerer fint hver for sig, men i praksis er det – specielt på de højere sværhedsgrader – meget svært at udføre den dødbringende krigsdans tids nok med tastatur og mus. Stillet over for et både voksent og vedkommende fantasyunivers blegner begge disse problemer dog.

’The Witcher 2’ besidder et fortællemæssigt format, som andre spil både kan og bør tage ved lære af.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • 
    Folkemødet åbner. Statsminister Lars Løkke Rasmussen holder tale. Winni Grosbøll Borgmester. 
Christian Falsnæs performenskunstner får publikum sat i gang.

    Du lytter til Politiken

    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!
    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!

    Henter…

    Kristian Madsen og Amalie Kestler udpeger ugens vigtigste politiske begivenheder. Om regeringsdannelse og om Toga Vinstue. Og møder de politikere, som ellers burde bruge tiden på at danne en regering. Samt en der gik, og en der kom.

  • Du lytter til Politiken

    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...
    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...

    Henter…

    I dag begynder fire dage med Folkemøde på Bornholm - uden den slags debatter, der normalt vækker de store følelser. På Folkemødet diskuterer man De Store Ting. Alt det, som det organiserede Danmark synes er væsentligt at snakke om. Men hvad er dét så?

  • 15.000 mennesker er ansat til at gennemse det indhold, som Facebook vil skåne sine brugere for – videoer af mord, henrettelser eller mishandling af børn. Men hvem er de mennesker, der hver dag renser ud i internettets allermørkeste sider? Politiken har fulgt to af dem. ​

Forsiden