Jeg nærmer mig hastigt de 35. Ikke noget problem i de fleste af livets henseender. Jeg har min relative frihed inden for samfundets trygge rammer.
Efter arbejde kan jeg høre min yndlingsmusik, se mine yndlingsfilm og læse mine yndlingsbøger, lige så tosset jeg vil, og aldrig kommer antallet af lys i lagkagen i fokus, når jeg diskuterer min sfære af kulturelle interesser med mine medmennesker.
Der bliver kun løftet et øjenbryn hist og her, når jeg bekender min afhængighed af finsk heavy metal, og jeg kan af og til støde på et uforstående blik, når jeg fabulerer over de mange kvaliteter i værkerne af den japanske animationsmester Hayao Miyazaki.
Computerspil i blodet
Men sagen er en helt anden, når jeg, en granvoksen mand, fortæller, at de sjoveste øjeblikke i mit liv i den sidste tid er foregået i selskab med en fedladen blikkenslager med et kæmpestort veltrimmet overskæg, som kørte gokartræs mod drager, feer, dinosaurer, aber og andre bizarre skabninger hen over ørkener, gletsjere, ruiner og regnbuer.
Det udløser det uundgåelige spørgsmål: Hvor gammel er du?
Ikke gammel nok til ikke at kunne føle glæde over noget så farverigt og livsbekræftende som et spil ’Mario Kart 8’ i selskab med gode venner.
Den dag, jeg bliver for gammel til det, er den dag, jeg holder op med at være mig selv.
Computerspil er i mit blod, og det har jeg aldrig været i tvivl om, lige siden jeg fik øje på det første eksemplar, jeg kan huske.
Det var hjemmeversionen af Taitos udødelige klassiker ’Space Invaders’, der med sine 35 år på bagen er stort set jævnaldrende med undertegnede.
Ren magi
Det var omkring 1983, og spillet må have kørt på Atari 2600-konsollen, som dengang var et hvidglødende hot stykke teknologi, men det vidste mit 4-årige selv ikke.
Det handlede om oplevelsen på skærmen, et blik ind i et andet univers.
Bølgerne af rumvæsner, som skal skydes, før de får deres klamme tentakler i ens lille rumskib i bunden af skærmen, har brændt sig ind i min hukommelse. Her kunne jeg få lov til at styre og bestemme et udfald. Jeg kunne interagere.
Skeptisk far overgiver sig (næsten): Jakob brænder jo virkelig for detTeknologien føltes som det rene magi. Og det gør den stadig, mere end 30 år senere.
Jeg blev computerspiller den dag, foran et stort, klodset katoderørsfjernsyn af den type, der dominerede mange dagligstuer i midt-80’erne.
Det endda på trods af, at de store drenge ikke ville lade sådan en lille knægt røre ved deres fine Atari.
Jeg er stadig computerspiller, og jeg er stolt af det, for det har altid været en fascinerende kilde til nye oplevelser, både eskapistiske og sociale.
I centrum som aktiv deltager
Jeg ser ingen klasseforskel eller noget skel mellem de digitale verdener og musik, film eller litteratur.
Alle disse medier spænder vidt, lige fra det folkelige og populære til det helt smalle og elitære, men spil har potentialet til at kombinere musikalitet, fortællekunst, teknik og visuelt flair til en samlet oplevelse.
En oplevelse, som transcenderer de individuelle bestanddele og sætter dig i centrum som aktiv deltager.
Computerspil giver ADHD-elever bedre koncentrationDu er den frygtløse skiløber på toppen af den sorteste piste, astronauten i den tomme intethed mellem stjernerne, jægeren i urjunglen.
Du er borgmesteren i en middelalderby, truckeren med Tom Selleck-overskægget i den silende regn på den nordtyske Autobahn.
Du er gådeløseren, formel 1-raceren, gadekæmperen, morderen, frelseren.
Du er katalysatoren, der med et tryk på en knap udløser konsekvenser, som overrasker, glæder, skræmmer og provokerer.
En søgen efter andre virkeligheder
I Edward Yangs mesterlige film ’Yi yi – Familiedrømme’ siger en af personerne, at kun tåber ikke læser bøger, for hvorfor leve ét liv, når man kan leve tusind? Den replik ramte mig i sin tid, for det er derfor, jeg spiller.
Det er ikke en flugt fra virkeligheden, men en søgen efter ting, som ganske enkelt ikke kan opleves i den.
Jeg er godt berejst, men jeg har endnu ikke fundet det sted, hvor jeg kan ride på ryggen af en drage eller køre 1.200 km/t. i et fartøj, der trodser alle fysikkens love.
Som computerspiller er man turist i et udvidet univers, hvor alt kan ske. Derfor har jeg svært ved at se, hvorfor der stadig er et stigma i forhold til spil, men ikke til mange andre former for accepteret underholdning.
Spil over fodbold
Tag for eksempel fodbold. Der findes så mange spil, som i mine øjne er langt mere interessante.
Jeg ser 22 mand med en lille bold på en græsplæne, hvor jeg i stedet kunne have set en ildspyende drage jagte en prinsesse i en gokart gennem et regnbueloop, samtidig med at en knægt i en svampehat forsøgte at tæske dem begge af banen med en boomerang.
Al respekt for fodboldfans, folk skal have lov til at elske, hvad de vil. Men når jeg sidder i sofaen foran fjernsynet, er jeg ikke i tvivl om, hvad jeg vælger. Og jeg er ikke den eneste.
Spilbranchen omsætter årligt for mere end det dobbelte af hele filmbranchen på verdensplan.
Når det tager overhånd
Spil er selvfølgelig ikke uden problemer. Fuldstændig som det er tilfældet med litteratur og film, produceres der mange middelmådige, dårlige eller direkte anstødelige titler.
Derudover er det også muligt at blive afhængig af det digitale fix. De interaktive verdener er skabt til at appellere til os og udløse en byge af endorfiner, der giver os lysten til at blive.
Man kan altid lige tage én kamp til, og der var jo lige ham trolden, der skulle ned med nakken, så man kunne få fingrene i alt hans guld og købe den rigtig flotte rustning.
Jeg må bekende, at jeg selv har oplevet perioder, hvor jeg har spillet for meget.
Anmelderne er enige: GTA 5 er et af de bedste spil nogensindeJeg har sagt nej til byture til fordel for mere tid i selskab med Mario, jeg har irriteret kærester med at spille ’Street Fighter’ på et larmende joystick midt om natten, og jeg er kommet søvndrukken på arbejde, fordi jeg lige skulle spille én hånd mere i Blizzards digitale narko, kortspillet ’Hearthstone’.
Der har været tider, hvor mit alter ego i ’Guild Wars’, den tatoverede nekromantiker Idun Black, optog en bekymrende stor del af min bevidsthed, som om hun nærmest var en rigtig person.
Jeg indrømmer det, men jeg står ved det. Det er nemlig kun en meget lille del af alle de positive ting, der er foregået i min mangfoldighed af liv.
Slut med at gemme sig
Besøgende i mit hjem vil nok studse over min lille kommandocentral af en computer, mit sæt af rat og pedaler til bilsimulatorer, mine spilplakater på væggene og mit otteknappede joystick, som ligner noget, der kunne have hørt hjemme på arkademaskinen i Husum Grill anno 1988.
Computerspil gør hverken børn dumme eller asocialeEn overgang gemte jeg de ’værste’ af tingene væk i et forsøg på at skjule mine nørdede tendenser – især når der kom piger på besøg. Ikke mere.
Det er jo som at gemme sine bøger, film eller kunstværker væk for at undgå at provokere gæster, der ikke har samme smag.
Man bliver aldrig for gammel
Spil er ikke noget at skamme sig over, og man bliver ikke for gammel til dem. Jeg kan slet ikke vente med at se, hvad teknologien kan præstere, når jeg fylder 70.
Hvis teknologien ikke har taget alt for mange kvantespring, vil der stadig stå et joystick fremme på et bord, klar til det næste eventyr.
Jeg er computerspiller på godt og ondt.
Spil er et levende medie, og jeg brænder for det. Derfor synes jeg også, at de hører hjemme lige her i Den levende avis.
fortsæt med at læse
.jpg)
.jpg)
