Du skal styre«, mukker testpanelets 5-årige medlem og skubber controlleren hen mod mig, efter at hun for niende gang er hoppet i afgrunden. Mageligt sætter hun sig til rette i sofaen klar til at se, hvor godt Garfield med min styring kan navigere lasagnevommen rundt ved at hoppe, danse og kanøfle fjendtligt kryb som edderkopper, rotter og skrubtudser i et stort gammelt slot. Genkendelsens glæde var ellers tindrende, da ’Garfield 2’ blev sat i PlayStation 2, for filmen har kørt i båndsløjfe i dvd-afspilleren. Men som spil er Garfield jamrende traditionelt og ensformigt. I hvert område af slottets have, kloakker eller dagligstuer skal man springe rundt på platforme og løse opgaver såsom at løbe om kap mod en fugl, baldre vaser eller danse med rytmiske tryk på knapperne til elevatormuzak. Når de opgaver er løst, låser man op for nye evner hos Garfield, mens et nyt område på slottet åbenbarer sig. Kun for at indse, at disse områder rummer præcis samme opgaver som tidligere, bare i ny forklædning. Der er få undtagelser, hvor man i enkelte missioner pludselig basker rundt som gåsen Christophe eller kryber i huller med musen Claudius. Nogen sammenhæng med spillet har de dog ikke, og alt føles bygget over en fortærsket skabelon. At al tale i spillet er dansk, og Garfield er charmerende animeret, er ingen undskyldning for en doven spiludvikling, der får spillet til at føles forældet. Samtidig er sværhedsgraden for høj for filmens yngste fans, der skal have konstant forældrebistand for at klare opgaverne, mens ældre fans vil foretrække andre actionspil for deres bedre gameplay, flere overraskelser og længere holdbarhed. (Vigild)