Når ’The Witcher’ placerer én i rollen som professionel monsterjæger, der med overnaturlige kræfter tæver monstre til muld og redder underskønne møer fra skumle skæbner, er det nærmest skrigende stereotypt.
Og når genren nu er rollespil, introduceres tillige på ganske obligatorisk vis en eventyrverden, der er i stor fare. Som medlem af et slags politistyrke kaldet Witchers, består jobbet i at holde særligt farlige monstre i skak i en verden, der synes for meget plagieret af ’Ringenes Herre’. Men heldigvis er ’The Witcher’ i sit gameplay en smule anderledes. Nok bliver ens opgaver tildelt efter samtaler med et stort og levende persongalleri, men ’The Witcher’ tager sin rolle som rollespil seriøst, så der er ikke kun tale om slaveslæber-opgaver, hvor en ting skal transporteres fra punkt A til punkt B. Man bliver også tvunget til at vælge side og alliancer – og alt efter hvad der vælges, får det mærkbare konsekvenser for spillets videre forløb. At genren er »seriøst rollespil«, betyder samtidig ikke, at skærmen fyldes med kedelige statistikker og leksikonlange forklaringer. Kampe mod monstre i alle størrelser er en konstant i ’The Witcher’, hvilket udelukkende handler om timing af knaptryk på musen. Det giver knap så meget fleksibilitet, som man kunne ønske, men står i fin kontrast til et ellers godt historiedrevent spil.
