0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Gammeldags på den gode måde

’The Witcher’ tager rollespils-genren seriøst, så bedst til dem med hang til historie end monsterkamp.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Selv om man møder et enormt antal forskellige figurer, synes de alle sammen at have råd, vittigheder eller spydige kommentarer. Det giver dejligt med liv til 'The Witchers' ellers lettere anonyme spilverden.

Spilanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Spilanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Når ’The Witcher’ placerer én i rollen som professionel monsterjæger, der med overnaturlige kræfter tæver monstre til muld og redder underskønne møer fra skumle skæbner, er det nærmest skrigende stereotypt.

Og når genren nu er rollespil, introduceres tillige på ganske obligatorisk vis en eventyrverden, der er i stor fare. Som medlem af et slags politistyrke kaldet Witchers, består jobbet i at holde særligt farlige monstre i skak i en verden, der synes for meget plagieret af ’Ringenes Herre’.

Men heldigvis er ’The Witcher’ i sit gameplay en smule anderledes. Nok bliver ens opgaver tildelt efter samtaler med et stort og levende persongalleri, men ’The Witcher’ tager sin rolle som rollespil seriøst, så der er ikke kun tale om slaveslæber-opgaver, hvor en ting skal transporteres fra punkt A til punkt B. Man bliver også tvunget til at vælge side og alliancer – og alt efter hvad der vælges, får det mærkbare konsekvenser for spillets videre forløb.

At genren er »seriøst rollespil«, betyder samtidig ikke, at skærmen fyldes med kedelige statistikker og leksikonlange forklaringer. Kampe mod monstre i alle størrelser er en konstant i ’The Witcher’, hvilket udelukkende handler om timing af knaptryk på musen. Det giver knap så meget fleksibilitet, som man kunne ønske, men står i fin kontrast til et ellers godt historiedrevent spil.

Kedeligt bliver det kun undtagelsesvist, selv om spillet sjældent tager pusten fra en i teknisk brilliance. ’The Witcher’ er på mange måde et gammeldags rollespil, der synes at have forbigået den gængse tendens, hvor rollespil bliver blandet med andre genrer på kryds og tværs. Derfor anbefales det mest til de, der er mere interesserede i en god historie end på at have tusindvis af monstre på samvittigheden, når slutteksterne ruller over skærmen.

Selv om ’The Witcher’ ikke kommer i nærheden af klassikere som ’Knights of the Old Republic’, er det stadig dette års bedste i sin genre til pc.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce

Læs mere