Her 12 år efter milepælen inden for strategispil, ’Command & Conquer’, er tredje kapitel på gaden.
Det er en glanspoleret finpudsning af genren, men uden originalens stræben efter det nye og uprøvede. Treeren tager dig med tilbage til 1995, men aldrig videre, og det er som en forbandet velsignelse. Endnu en gang er baggrunden en »urolig fred« – læs ulmende krig – mellem de uskyldiges beskyttere kaldet GDI og de magtbegærlige Brotherhood of Nod. GDI vil genoprette verdensfreden, mens de onde kultmedlemmer i Nod anser sig selv som selvbestaltede profeter med det mål at pulverisere Jorden og genskabe en ny verden ud fra dens aske gennem det værdifulde, men dødbringende krystal tiberium. Konflikten foregår denne gang cirka 30 år efter seriens forrige afsnit, ’Tiberian Sun’ fra 1999. Den årelange krig synes endelig at aftage, men det er selvsagt kun et trick fra Nods side, og snart er der krig på alle fronter. Fra Californien til Kairo, fra Island til Iwo Jima, og ikke længere blot mellem GDI og Nod. Den nye rumvæsenfraktion Scrin spæder konflikten op med kæmpeigler og mutanter. Vælg side, og derpå ud over stepperne i små 40 missioner fortalt på klassisk ’C&C’-maner: Mellem missionerne ruller filmsekvenser optaget med levende skuespillere frem for animerede sekvenser som i andre spil. Det er kitsch, men heldigvis er grundrammen i verdenskrig, miljøproblemer og ond versus god vellykket. Og for en gangs skyld springer man ikke bare mellemsekvenserne over. Et hæsblæsende tempo Velkendt er også spillets stilistiske udtryk, for trods den blændende grafiske overhaling ligner ’C&C’ sig selv lige fra det overordnede gråbrune udtryk til den rå futurisme. Styrkeforholdene er lige så velkendte og overvejende vellykkede. Riffelmænd er stærke imod granatkastere, der til gengæld er stærke imod kampvogne, der er stærke mod hinanden og mod bygninger, mens superenheder såsom GDI’s Mammothtank og Nods Avatar med ét angreb forvandler militærudstyr til flere millioner til skrot. Enheder spyttes ud, som var de små, billige Trabanter, og sønderbombes, før man når at tage en tår af kaffen. I ’C&C 3’ går alt forrygende hurtigt, og det er den virkelige styrke. Emigrer sydpå, og opgrader din base, dernæst nordpå, og beordr to grupper snigskytter til at barrikadere sig i en bygning, mens et dusin tanks forsvaret af antiluftskyts presser fjenden tilbage. Det gælder om at bevare overblikket og være hurtig på tasterne. Lidt for statisk Den eneste anke mod det tredje ’C&C’-spil er, at det grundlæggende ligner det første. Det er til gengæld også en afgørende én. Hvor konkurrenter som ’Rise of Nations’ har indført byzoner, organiserede belejringer og forsyningslinjer, er ’C&C’ stadig fanget i en tankegang om statiske baser. Hvor blandt andet ’WarCraft III’ har indført erfaringspoint og specielle evner, hverken op- eller degraderes enhederne i ’C&C’ synderligt. Krig i højt tempo og med en vis realisme, men uden mange nuancer. Alligevel ender det med en anbefaling, for ligesom alverdens tv-, film- og spilserier før den beviser ’Command & Conquer’-serien nemlig, at selv om treeren måske langtfra er den bedste, er den vigtig for at forstå og afrunde serien. Udmærket, men rutinepræget strategispil.
