Hvad så, Roskilde – er I der?«, brøler man næsten ud i stuen, første gang man står med den hvide plastikguitar, modelleret over Gibson X-plorer, til ’Guitar Hero II’ – spillet, der udkom forrige år til PlayStation 2 og siden da har givet en generation hård hud på tommelfingeren og en umættelig appetit på at fyre den af med hård tråd foran fjernsynet. Xbox 360-versionen gentager alle de gamle dyder, blot med pænere grafik, hurtigere indlæsningstider og en håndfuld nye sange. Her står man også efter få minutter og stirrer med et stift udtryk på tv’et, mens ens fingre danser hen over knapperne på en legetøjsudgave af en rigtig guitar – forenklet i en sådan grad, at selv de rytmisk hæmmede har en chance for at være med. Skærmen viser, hvilke knapper der skal trykkes på – rammer man rigtigt, lyder der liflig musik ud af højtalerne, rammer man forkert, straffes man med den værste kattejammer. Til alt held er der et yderst pædagogisk træningsmodul i ’Guitar Hero II’, hvor alle sange eller enkelte sektioner af dem kan trænes i forskellige tempi. Musikken er i den noget hårde ende af spektret, men klassikere som The Rolling Stones’ ’Can’t You Hear Me Knocking’ og Guns N’ Roses’ ’Sweet Child of Mine’ vil glæde selv de mest kræsne musikelskere – der tilmed har den perfekte gulerod ventende, hvis man formår at kæmpe sig gennem hele spillet: Lynyrd Skynyrd med nummeret ’Free Bird’, der kræver overmenneskelig kondi og tålmodighed, før dets mange og lange soloer er indlært. Xbox 360 har allerede vist sig som konsollen med de uovertrufne onlinefunktioner, og det har udgiverne bag ’Guitar Hero 2’ udnyttet ved at udgive ekstra sangpakker. Disse kan downloades mod den pebrede pris af 500 Microsoft Live-point, hvilket svarer til lidt over 50 kroner. Ganske urimeligt, når man allerede har sluppet en mindre formue for spillet og 50’eren kun giver adgang til tre sange. Værst er det, at ’Guitar Hero 2’ er så vanedannende et bekendtskab, at man næsten ikke kan lade være med at købe både ekstra guitar-controllere og nye sangpakker ganske ukritisk. Her får alle vi stakler, der aldrig lærte at spille på et instrument, en illusion om endelig at kunne skabe musik. At være seje. At være rockguder.
Det eneste, der mangler, er groupierne.
