Stående i en knæhøj snedrive og mutters alene på en isplanet ligner ’Lost Planet’ umiddelbart en ren kælkeferie. Kun lige indtil stupide, men til gengæld lynende hurtige insektkryb pludselig vælter frem mod en fra alle sider. Ikke meget nyt i den historie: Menneskeheden koloniserer ny isplanet, tages på sengen af insektmonstre, og du er eneste redningsmand på dagvagt. Tunge omdrejninger Spillets kerne er ukompliceret action. At man kun kan bære få våben ad gangen, munder ud i kritiske prioriteringsdilemmaer, men skaber også en kærkommen taktisk spænding i spillets åbne udendørslandskaber. Det gør dog samtidig, at insekterne angriber når og hvor som helst: under snedynger, på bjergskråninger og fra luften. Desværre er styringen gumpetung i forhold til insekternes arrige tempo. Til gengæld giver spillets rygmarv – det fantastiske banedesign – en taktisk frihed til at gribe kampene an på flere måder. Med en slags gribekrog kan man hive sig op på ødelagte trappeafsatser, meterhøje udsigtstårne eller stablede kasser, der både er ideelle til snigskydning, giver bedre overblik over den smukke isplanet eller fører én videre i spillet. Andre gange er den bedste løsning at droppe al fornuft og køre ’sigt-skyd-hop-og-smadr’-stilen. Den tankevækkende variation er største styrke, selv om den bedst kommer til sin ret i de senere missioner i spillet. Sund holdbarhed
Det er i flerspillerdelen over internettet på Xbox Live, at ’Lost Planet’ for alvor viser sin slagkraft. Det er her, den ekstra holdbarhed og de mere nuancerede kampe med op til 16 spillere skal findes. Banerne er skræddersyede til gribekrogen, så man undgår mange kedelige hop, mens man leger kispus med modstandere fra ruiner til bombarderede bygninger. Afvekslingen er i top og herligt fritaget for insektkrybene fra enkeltspillerdelen.
