Elementært, min kære Watson«, hvisker man til sig selv.
Endelig har man fundet fodfejlen i vidneudsagnet, så med et smisket smil skriger man »Objection, your Honour!« ned i mikrofonen på Nintendo DS, mens man hamrer håndfladerne ned i bordet. Sådan! At være forsvarsadvokat er fantastisk – når man vinder. I adventurespillet ’Phoenix Wright’ peppes jobbet som advokat nemlig op med detektivarbejde, når man skal sno sig gennem fire lange retssager – alle proppet til randen med så mange intriger, løgne, smuds, komplotter og mord, at selv Hollywoods mest neglebidende retsalsthrillere ligner et afsnit af ’Byggemand Bob’. I rollen som stjerneadvokaten Phoenix Wright skal man gennemtrawle de fire sager punkt for punkt for at finde falske vidneudsagn og mistænkelig bevisførelse, men man er evig og altid oppe mod skarpe anklagere, der prøver at klynge den altid uskyldige klient op på mord og det, der er værre. Så dels skal man krydsforhøre vidner, dels præsentere bevismateriale, der kan frikende klienten, dels være hamrende hurtig til at gennemskue anklagernes fup og plantede beviser. Kort sagt: finde sandheden. Find sporene På ægte adventuremanér indledes hver retssag med muligheden for at indsamle beviser, finde hoved og hale i sagen og udspørge forskellige nøglepersoner om sagens detaljer. Så snart man har dannet sig et overblik og opbygget et sammenhængende forsvar for sin klient, går turen videre til retslokalet. Her skal man ud i ægte retssalspingpong med at præsentere de rigtige beviser og bore sandheden ud af vidner, så man gradvist overbeviser den uhyggeligt påvirkelige dommer til at lade hammeren falde med ordene »ikke skyldig«. Men at komme dertil er en barsk argumentationskamp op ad bakke, for som udgangspunkt holder dommeren med anklageren, og ens klient er altid åbenlyst skyldig. Men efter hver udtalelse fra et vidne stopper handlingen, og man skal vælge enten at spørge yderligere til sagen eller råbe »Objection!«, hvorefter man skal præsentere det bevis, der modsiger vidnets forklaring. Har man udlagt beviserne og udsagnene korrekt, skrider sagen videre, og dommeren bliver langsomt overtalt, men præsenterer man for mange forkerte beviser på de forkerte tidspunkter, taber man sagen på gulvet – og dermed spillet. Dedikeret detektiv Det handler derfor om at sætte sig 120 procent ind i retssagernes vidt forskellige historier, beviser og unikke persongalleri samt finde sin indre Sherlock Holmes frem fra skjulet, når man nærgransker hvert eneste bevis i sagerne for at finde motiver, sammenhænge og modstridende vidneudsagn. Det kan lyde knastørt, men i praksis er gåderne i ’Phoenix Wright’ udfordrende og historierne så velskrevne, at man føler sig hensat til adventuregenrens storhedstid i 1990’erne. Eneste minus i den ligning er selvsagt, at man skal læse sig igennem utallige dialoger, hvilket kræver, at man mestrer engelsk på højt plan. Selv om dialogerne og historierne er sublimt forfattet, er spillets største bommert, at man ikke kan spole hurtigt hen over de dialoger, man allerede har læst en gang. Ligeså er det frustrerende, hvis man allerede har regnet sagerne ud, men ikke kan gennemskue, hvordan man trykker sig frem til at knække sagen åben på præcis den måde, spillet kræver det. Har man altid haft lyst til at være en underspillende Hercule Poirot, der henkastet optrævler mordgåder i intercitytog eller afslører mordere på flodpramme, men samtidig ynder at se skurken stege i retssalen, er ’Phoenix Wright’ et ægte voksenspil fyldt med intelligente gåder. Har man først gennemført de fire retssager, er der ikke meget at komme tilbage efter, men mens de står på, er man fuldkommen fanget i at afsløre fupnumrene og finde frem til sandheden. Meget i stil med de bedste spændingsromaner. For det øjeblik, man første gang mærker adrenalinsuset ved at have fundet det altafgørende bevis, der fælder morderen og frikender ens klient, er uforligneligt. Elementært, min kære mr. Wright.
