Modsat den velproducerede biograffilm er ’The Simpsons’ som spil en blandet landhandel.

For selv om stemmeskuespillet, Springfield og den sjove selvironiske stemning er på plads, fungerer det kun, når spillet ikke irriterer én grusomt. Faktisk føles det, som om dette stort anlagte spil med sine 16 missioner, der handler om vidt forskellige emner – opbygget lidt som 16 forskellige tv-episoder – haler én igennem både det værste og bedste håndværk, spilmediet kan byde på. Bedst, når de absolut sjoveste øjeblikke opstår omkring tv-seriens 18 års veletablerede selvironi, og spil som ’Grand Theft Auto’, ’Medal of Honor’ og ’Everquest’ parodieres som eksempler på spilmediets tåbelige konventioner med for eksempel eksplosive tønder, gigantiske savblade eller skrøbelige trækasser. Et spil med så meget humor og genrebevidsthed er en sjældenhed – også når spoofs indtager en så stor del af det grundlæggende gameplay. I alle spillets 16 missioner skal man skifte mellem medlemmerne af Simpsons-familien for at samarbejde, hvilket gør, at en anden spiller kan springe ind når som helst i spillet. Dette lyder dog bedre på papiret, end det fungerer i virkeligheden, da multiplayerspil her ofte handler om, at den ene spiller skal løse opgaver, der er øremærket for eksempel Bart, mens den anden spiller pænt venter i mellemtiden. Desuden medfører bøvlede kameravinkler desværre en masse fejlagtigt platformshopperi, men heldigvis har spillet sin egen pudsige logik såsom uendelige liv. På sædvanlig vis fra firmaet Electronic Arts (EA) udkommer ’The Simpsons’ til alle platforme, men sjældent er der så stor forskel på udgaverne som her, hvilket demonstreres tydeligt bare i de to versioner, Lørdagsliv har testet. Her er grafikken skuffende grovkornet i PlayStation 2-udgaven, der på alle punkter virker som en underbudgetteret udgave af PlayStation 3-versionen. Sidstnævnte er også markant bedre oversat til dansk, mens PlayStation 2-versionen skriger på en korrekturlæsning. For eksempel må oversætteren have sovet i timen, når »videogames« oversættes til »pc-spil«, men måske gad teksterne ikke gennemspille PlayStation 2-udgaven? Når ’The Simpsons’ får én til at skrupgrine, når man tumler rundt som en overdimensioneret fed Homer, spiller saxofon for hidsige skovarbejdere med Lisa eller pisker Springfields indbyggere rundt med Marge og en megafon, er spillet en sublim og anderledes fornøjelse, men mest på PlayStation 3, hvor grafikken er skarpere og oversættelsen langt bedre. Befriende med et spil, der endelig tør være gennemsyret selvironisk og tør gøre grin med årtiers tåbeligt spildesign med et charmerende Simpsonsk glimt i øjet.