Giv ’Okami’ en halv time, og så er følelsen der. På 30 minutter har du checket ind i den boble af endeløs tidløshed, som kun de bedste historier forærer. Den boble, hvor du glemmer at blinke, synke og bevæge dig. Den boble, du håber aldrig popper. Med tør gane og blodløse lemmer lægger jeg PlayStation 2-controlleren fra mig. Med ’Okami’ har jeg aldrig set eller spillet noget lignende før. Ingen sinde. Et spil, der med legende elegance blander japansk mysticisme i penselstrøg med et episk eventyr, der nok vedkender sig velkendte spilmekanikker fra action-, adventure- og rollespil, men samtidig eksperimenterer så meget med dem, at jeg personligt kun havde et ord på hjernen, da jeg lagde hovedet på puden den aften efter første møde: »Mesterværk«. Den tavse gud og dværgen ’Okami’ er et japansk ordspil for ulv og samtidig stor guddom, og netop i skikkelse af en kridhvid ulv skal den japanske solgud Amaterasu rense landet Nippon – læs Japan – for den ottehovedede drage Orochis ondskab. Dæmoner hjemsøger landets byer, søer tørrer ud, og landets ellers så lyserøde blomstrende kirsebærtræer forvitrer i takt med, at dragens mørke indhyller landet. En på overfladen traditionel historie, men én, der efter timers spil gemmer på så mange små drejninger og variationer, at man føler, at historien aldrig slutter. Faktisk begynder den næsten først, efter at dragen Orochi er overvundet, og vores krav om et klimaks er indfriet. Som Amaterasu i ulveform er man selv stum og tilpas ulveagtig hele spillet igennem, men har til gengæld konstant den speedtalende dværg i loppestørrelse, Issun, med i pelskraven som guide, fortolker, talerør og comic relief. Sidder man fast, har han altid en hjælpende bemærkning, og makkerskabet mellem Issun og Amaretasu føles både komisk og perfekt – særligt fordi man som ulv aldrig bliver menneskeliggjort. Genrens mest geniale våben Det er samtidig Issun, der i starten af spillet lærer én et af actiongenrens hidtil mest geniale våben: en pensel. Da hele den grafiske stil og animationerne i ’Okami’ er bjergtagende japansk blækkalligrafi udført på groft pergamentpapir, er penslen logisk nok det mest potente våben. Et tryk på en knap fryser spillets handling og lægger en slags gennemsigtig papir over hele skærmen, som du kan male på. Mal en cirkel på et vissent træ, og det blomstrer til live igen; mal en vandret blækstreg gennem en dæmon, og skær ham over på midten, eller mal en bombe, der efterfølgende sprænger hul i bjergvægge eller fjender. Pensel-systemet minder i store træk om de musefagter, man skulle tegne på skærmen i pc-spillene ’Black & White’ for dermed at kaste trylleformularer, men i ’Okami’ er penselstrøgene bedre integreret i spillets univers. Meget af motivationen og de solide gåder i ’Okami’ beror nemlig på at udregne, hvor og hvornår penselstrøgene skal bruges, og med i alt 13 maletegn at mestre er der hele tiden nye evner at jagte. Vellykkede væverier Mens det er nemt at savle betaget over ’Okami’s grafiske stil og lyriske soundtrack, er det mini-spillene og alt det uden om spillets lineære hovedhistorie, der gør, at man aften efter aften kryber i ulveskindet igen. Det har ’Okami’ til fælles med ’Zelda’-serien, som er spillets nærmeste spirituelle pendant, men ’Okami’ tager på mange punkter alligevel sin spiller et skridt videre med penselteknikken og de indbyggede rollespils-elementer. Da en stor del af spillet går med at lappe naturen sammen efter ondskabens hærgen, skal man som inkarneret solgud også sørge for, at undersåtterne trives. Ved at hjælpe mennesker, puste liv i træer og fodre landets dyr, for eksempel fugle, heste eller vildsvin, optjener man tilbedelsespoint, der senere kan konverteres til bedre evner og mere holdbart helbred. På den vis er elementer fra rollespillenes verden gnidningsløst vævet sammen med de bedste fra action og adventure-genren. Bravo! Fejltrinnene er små: der er meget holden-i-poten i starten efter min mening, når man gelejdes meget grundigt igennem gåderne. Derudover er al tekst på engelsk, så ens ordforråd skal være af de større for at fange alle spillets mange sproglige ordspil og finesser. Men det er fair nok: ’Okami’ kræver sin spiller, men belønningen er til gengæld en af de smukkeste og mest helstøbte spiloplevelser nogensinde. Så helt ærligt Danmark. Giv lige ’The Sims’, ’Counter-Strike’, ’FIFA’ og ’World of Warcraft’ en tiltrængt pause fra salgslisterne. Åbn vinduet og luft ud i spilsamlingen ved at prøve noget nyt, der blæser benene væk under dig. Noget, der viser, hvad spilmediet kan præstere, uden at det samtidig er så rablende gakket japansk, at man er fremmedgjort fra første knaptryk. ’Okami’ er eventyret, der sætter sig i dig. ’Okami’ vil blive spillet, studeret og forsøgt imiteret mange år fremover. Tabet er dit, hvis du melder pas.