Som i filmens og bøgernes verden findes der også stjerner i computerspilsregi. Men da det at kreere et computerspil kræver op til 100 mand og flere år, er det ikke enkeltpersoner, men spiludviklerfirmaer der dyrkes.
Et af dem er canadiske Bioware, der siden 1995, da de to læger Ray Muzyka and Greg Zeschuk stiftede firmaet, har været garant for spil af allerhøjeste kvalitet. Rollespil, vel at mærke. Serier som ’Baldur’s Gate’, ’Neverwinter Nights’ og ’Star Wars: Knights of the Old Republic’ har alle hver især været sande pejlemærker i rollespilsgenren. Og der bliver den nyeste titel, ’Mass Effect’, også. BioWares formel er ganske enkel, men tilsyneladende stadig uendelig svær at kopiere for andre udviklere: Et stort persongalleri med hver deres interesser i det aktuelle eventyr, velskrevet dialog og et åbent univers, hvor spilleren hele tiden bliver tvunget til at træffe valg. Rumsherif I rollen som Kommandør Shepard får spilleren i løbet ’Mass Effect’-eventyret følgeskab af forskellige figurer, men kan på intet tidspunkt ledsages af flere end to. Allerede her kribler og klør det i fingrene på dem, der gerne vil have det hele med, for valget mellem figurerne har indflydelse på de fortællinger og historier, man hører undervejs. Skal man vælge det koleriske rumvæsen Wrex, der helst løser alle problemer på en meget håndfast måde, eller er det bedre med marinesoldaten Ashley, der ofte kommer med skønne one-liners i en tør, sarkastisk tone? Valget af gruppemedlemmer har også indflydelse på kampdelen af spillet, der som noget helt nyt og ganske overraskende er udformet som en 3D-shooter i stil med ’Halo’ eller ’Gears of War’. Det resulterer i meget intense opgør, der skaber en god kontrast til de mere rolige dele af eventyret, hvor dialog og udforskning er i højsædet. Kampdelen er desværre ikke så vellykket som resten af spillet, fordi kontrollen over de enkelte gruppemedlemmer er lidt mangelfuld, men det er bestemt en tiltrængt vitaminindsprøjtning i en ellers konservativ genre. Enorm verden Hvis valgene er mange, er detaljeringsgraden i det episke spilunivers endnu større. Efter de første to indledende missioner, der sagtens kan tage en hel aften, bliver Shepard kommandør over skibet ’SSV Normandy’ og kan nu frit rejse rundt i galaksen. Friheden er ved første øjekast svimlende, fordi BioWare konstant giver spilleren sidemissioner, der distraherer fra den primære mission. Og da manuskriptforfatterne har skabt en så velfortalt historie, der i science fiction-regi leder tankerne hen på Isaac Asimovs ’Stiftelsen’-serie, er man efter gennemførelsen af ’Mass Effect’ parat til at starte et nyt spil for at se, hvad der ville ske, hvis man havde valgt anderledes. Man kan kun have næsegrus beundring for den kærlighed og energi, spiludviklerne har skabt et helt nyt univers med. Desuden er det forfriskende omsider at rejse rundt i en galakse, hvor alting ikke handler om lyssværd, Sith Lords og Imperiets kamp mod Rebellerne. Teknisk er Mass Effect ikke det flotteste spil på hylderne lige nu – og så alligevel: hvad det mangler i flotte eksplosioner og underskønne animationer, kompenserer det for med et soundtrack, som Jean-Michel Jarre eller Vangelis ville være stolt af, en fabelagtig stemning samt et varieret og meget fantasifuldt persongalleri fyldt med alverdens fantastiske racer. Stort tænkt, stort udført og stor underholdning.
