Fra toppen af Olympen til de mareridtsagtige dybder i Hades og tilbage igen.
Helt i orden, hvis man bliver lettere svimmel undervejs på den tur, som ’God of War II’ inviterer sin spiller ud på. I rollen som spartaneren Kratos, der i forgængeren trodsede guderne for selv at blive gud, skal man slagte sig vej gennem horder af mytologiske fjender og danse varsomt uden om utallige dødsfælder i en sand bersærkergang, der får Thomas Gravesen til at ligne en fredsdiscipel fra Hare Krishna. Der er lige dele testosteron og adrenalin i den cocktail af et actionspil, der allerede eksploderer som i et sandt klimaks på første bane. Her jagtes Kratos rundt af kolossen fra Rhodos, mens bygninger og kropsdele flyver i alle verdenshjørner. Det er et spektakulært skue, der absolut ikke er for sarte sjæle, hvilket spillets høje aldersmærkning også tydeligt understreger. Avanceret bliver det dog aldrig. I bedste fald drejer det sig om at trykke på en række knapper på controlleren og bede til, at det er de rigtige. Ofte løber de tusindvis af menige soldater lige lukt i armene på sure Kratos og hans ventende klinger, og tempoet er så højt, at man konstant stresses. Som fortsættelse til et spil, der af mange medier blev kåret til årets bedste tilbage i 2005, formår ’God of War II’ at indfri forventningerne uden at overtrumfe dem. Historien mister pusten halvvejs og rummer slet ikke de samme overraskende drejninger som Kratos’ første udspil. De nye våben og dødsfælder får heller ikke point for originalitet, men til gengæld er det afvekslende både at kunne flyve på Pegasus, få tiden til at stå stille med magi og bakse rundt med et par vinger plukket fra Ikaros. Mest imponerende er det dog, at et actionspil til PlayStation 2 i visuelt bravur og tempo formår at gøre den nye generation af spillekonsoller til skamme. Her syder og bobler det ikke kun af en spartaners blinde raseri, men også af et drabeligt kreativt overskud.
