Med en yndefuld bevægelse danser elverpigen rundt på skærmen, mens hendes enorme kaninører vugger blidt med hver en bevægelse.
På slagmarken spår tre grumt udseende fjender om et snarligt endeligt for mit blide og ubekymrede eventyrvæsen, men med fjerlette bevægelser affyrer hun dødbringende pile og kaster til sidst en besværgelse, der får fjenderne til at splintres i tusinde stykker. Sådan gik det til – eller rettere, sådan forestiller jeg mig, at slaget forløb i en af de mange kampe undervejs i Final Fantasy XII. Selv var jeg ude at gå en kort tur med hunden og havde aktiveret spillets nye, indbyggede makrosystem, døbt ’Gambits’, til at udkæmpe kampen for mig. Et ganske praktisk værktøj i den sagnomspundne rollespilsserie, der i år kan fejre 20-års-jubilæum, fordi antallet af kampe, især i spillets sidste tredjedel, er så svimlende højt, at det til tider er rart med lidt aflastning. Final Fantasy-serien er det japanske rollespils højborg, men seriens tilhængere har ikke haft det let indtil for få år siden. Inden da fik enhver udenforstående alle fordomme bekræftet, plus et par ekstra med i bagagen, når de kastede et blik på spillets figurer, der med øjne så store som tekopper bar rundt på våben to-tre gange deres egen størrelse. Den visuelle side, der var inspireret af de asiatiske manga-tegneserier, kunne let virke meget barnlig. I dag har to biograffilm med flot computergrafik på højde med, hvad Hollywood kan levere, bredt Final Fantasy-universet ud, og 12. afsnit i sagaen er rent fortællemæssigt i en klasse for sig. Øjnene er stadig store som tekopper, men nu har det spillende publikum vænnet sig til dem. Klar kærlighed Den visuelle pragt alene gør, at det er dømt kærlighed efter de første timer i selskab med Final Fantasy XII, hvor PlayStation 2-konsollens manglende grafiske pondus til fulde bliver opvejet af figurernes livagtige mimik og bevægelser. Spilstrukturen afviger ikke væsentligt fra andre rollespil, hvor en lineær historie er drivkraften og ’guleroden’ udgøres af de fabelagtige mellemsekvenser, der indtræffer med jævne mellemrum. Den væsentligste nyskabelse finder man i kampene. I tidligere Final Fantasy-spil har det været årsag til tænders gnidsel og hidsige hop i sofaen, når monstre ud af det blå overfaldt ens lille gruppe af medtagne og trætte eventyrere. Dette irritationsmoment er nu elimineret ved at gøre monstrene synlige på afstand, præcis som i et online-rollespil, så man kan vælge at tage benene på nakken og kun udfordre de modstandere, der ser overkommelige ud. Forelskelsen falmer Desværre er ’overkommelig’ et kodeord her, for Final Fantasy XII er ikke den store udfordring. Dels fordi modstanderne ikke udviser den store strategiske tæft, men især fordi det tidligere nævnte ’Gambits’ udgør en af spillets største akilleshæle; vælger man at gøre fuldt brug af dem, kan man i ro og mag gå ud og brygge kaffe, mens gruppen af eventyrere helt på egen hånd nedkæmper fjenderne. Et tredje kritikpunkt er soundtracket, der ikke er komponeret af seriens hofkomponist, Nobuo Uematsu; eftersom skiftet mellem udforskning af de skønne omgivelser til kamp foregår uden pause, er der ikke tilpasset kampmusik. Man kan således risikere at udkæmpe drabelige slag til tonerne af harmoniske strygere og lidt panfløjte. Næppe fordrende for ens indlevelsesevne, men så kan man jo altid få luftet hunden. Meget er altså ændret i Final Fantasy XII, der stadig står blandt de flotteste og mest velfortalte rollespilsoplevelser på PlayStation 2. Så lad os blot et kort sekund glemme, at en af verdens ældste og længst løbende spilserier har ordet ’Final’ i titlen og glæde os den skønne blanding af science fiction og fantasy på Sonys lille konsol og se frem mod det netop annoncerede 13. afsnit af serien, der kun udkommer til PlayStation 3.
