Over for verdensrummets altoverskyggende mørke er det svært ikke at blive overvældet. 'Darkstar One' beviser fra første (skærm)billede, at det er æstetisk bevidst: De store, sortgrå metalliske rumskibes Dali'ske former, planeternes farverige genskær og de blålige, rødlige og gullige striber over hele skærmen, når warpdrive-mekanismen i ens rumskib slås til, en ren, sanselig nydelse. Den tunge arv fra tidlige intergalaktiske fribytterspil som 'Elite', 'Privateer' og 'Freespace' ligger i at genskabe eller forbedre spiloplevelsen. Det lykkes langt hen ad vejen. I 'Darkstar One' indtager man rollen som den unge kamppilot Kaylon, men hvor meget man vil engagere sig i ham, fortællingen om hans familie og i øvrigt spillets emner som politiske magtspil og lignende, er helt op til én selv. Officer i rumflåden? Handelsrejsende? Rumpirat? Også det er helt op til spilleren. Det ene øjeblik kan man eskortere en klingoniansk-lignende diplomat tværs gennem piratstrædet, det næste indsmugle ulovlige medikamenter og dernæst begive sig ud som dusørjæger for at jage berygtede pirater. Hvert valg er ens eget, og ingen karrierevej udelukker nødvendigvis de øvrige. Det store men er, at hvert valg har konsekvenser: Hver handling får indflydelse på ens omdømme hos statsmagter, politikere, handlende og pirater, som ofte vil stille store krav til én, hvis man har krænket dem og så atter ønsker at nyde deres respekt. Frihed, åbenhed, men også konsekvenser. 'Darkstar One' fremstår som et levende, troværdigt univers. Oplevelsen af at flyve i det titulære Darkstar-rumskib er tilsvarende levende - og let at gå til. Med overblik over blot seks-syv taster på tastaturet, et godt greb om musen og søsygepiller mod alle rysteturene lærer man hurtigt at lave rumsymfoniske saltomortaler, sving og galaksespring, mens man fyrer laserkanonen af til styrbord og bagbord. De 20-25 minutter lange indlæringsmissioner lærer hurtigt én at accelerere, bremse, justere og undvige via tasterne, og for hver mand mod mand-kamp mod rummets andre vovehalse bliver man bedre og bedre. 'Darkstar One' indeholder således både action i sine rumkampe, eventyr i sin fortælling og strategi i form af handel, smugling og diplomati, om end sidstnævnte ofte føles lidt for simpelt og let. Det havde pyntet med et større diplomatisk aspekt, hvor ens egne aktioner koblet med andre rumpionerers betød, at nogle organisationer bestod, nogle faldt, og den nye verden fornemmedes i konstant omvæltning. Ligeså havde det pyntet med en multiplayerdel. Hvorfor ikke gøre det muligt for to eller flere spillere at udforske det tillokkende univers i sam- eller modspil? 'EVE Online' udfylder den større onlinefunktion for episke længerevarende rumspil, men hvad med det kortvarige actionfix? Uden det forbliver 'Darkstar One' et lille, uslebent singleplayer-eventyr, men det er også tiltrængt i en tid, hvor den gode fortælling og den gennemførte stemningsbeskrivelse i dén grad mangler. lordagsliv@pol.dk