Den kan præcis det samme. Sluger de samme spil, har stadig to skærme, stereohøjttalere og indbygget mikrofon.
Alligevel er forskellen slående. Men som den tiende mobile spillekonsol i rækken fra Nintendo og med en lancering kun 15 måneder efter den originale DS-konsol kom til Danmark, er det på sin plads at være skeptisk. Sådan på den pessimistiske mavesure måde, for hvad skulle begrundelsen lige være for igen at smide 1.200 kroner efter en gammelny Nintendo-konsol? Svaret er følelsen. Nintendo DS Lite føles mere sexet, føles mere eksklusivt laber nu, da alt overflødigt fedt er skrællet af - fordi udstrålingen er stylet luksus i dens lighed med Apples hvide designstil, langt fra den originale Nintendo DS' udstråling på niveau med et hjemmegjort makeup-skrin fra en sløjdtime.
I sammenligning med DS Lite har den originale DS da også allerede høstet øgenavnet Nintendo DS Fat, for den har aldrig lignet arvingen til Game Boy-dynastiet, men snarere den fjerne spøjse fætter. Med det nye design på DS Lite er arvefølgen mere direkte, og den allerede cementerede salgssucces i USA og Japan tyder på, at DS Lite ikke kun er en arvtager, men også en spydspids som den første bredt succesrige mobile spillekonsol, der tillige går rent hjem hos dem, der aldrig har drømt om at spille computerspil. Super skærme Bortset fra designet er de fleste ændringer ved DS Lite umiddelbart subtile, men i praksis afgørende. Bedste ændringer er, at DS Lite er mindre og lettere, knapperne klikker mere robust, og desuden er det nu lettere at finde en passende håndposition, hvor der ikke lyner kramper gennem hænderne efter en times spilleri. Men den så afgjort største forbedring er de to skærme. Deres lysstyrke og skarphed er i forhold til DS Fat som at gå fra natlampen i børneværelset til en projektør i Parken. Forskellen i skærmkvalitet er forbløffende og viser pludselig, hvor meget det betyder, at farverne i spillene nu står blændende skarpe, og teksten aldrig flimrer, men snarere synes mejslet ned i skærmen. Med fuld blus på skærmene var det imponerende, at det tilmed lykkedes at få klemt tæt ved 6 timers levetid ud af batterierne. Er man længere væk fra en stikkontakt, kan lysstyrken skrues ned, og derved kan man få over 10 timers levetid på det interne batteri. Ikke dårligt, og perfekt til selv længere køre- eller pendlerture. Eneste kompromiser, vi har kunnet finde, er, at når man sætter et Game Boy Advance-spil ind i maskinen, stikker spilkassetten uheldigt ud, samt at de fire knapper til højre stadig kan synes fnidret små i større europæiske mandelapper. Cool eksklusivitet Selv om Nintendo DS nu på papiret har gennemgået den tilsvarende bæst til skønhed-forvandling, som Game Boy Advance fik med klapversionen SP, er betydningen af DS Lite større end dette. Forvandlingen er i dette tilfælde mere fuldendt, for med DS Lite har Nintendo født den afgjort mest indbydende simple og mindst opsigtsvækkende mobile konsol til dato - selv med Sonys mere bombastisk og liret prangende PSP in mente. DS Lite ligner en stilfuld elektronisk PDA, som ingen praktisk talt ænser, da LørdagsLiv hev den frem i såvel bus som tog. På den vis har Nintendo for første gang lanceret en mobil spillekonsol, der består afgangseksamenen hos dem, der stadig synes, det er flovt at hive et stykke ganske vist avanceret, men i bund og grund legetøj frem i fuld offentlighed. DS Lite rammer den balance i sin stil, der gør, at nye spillere nu kan nyde anonymitet eller tilmed misundelse i kraft af det iPodificerede design, mens spilkenderne vil have rigeligt i at frydes over bedre knapper, længere batterilevetid og nye superskærme. Hvis DS Fat allerede er i hus, er DS Lite fristende, men et udtryk for forkælelse snarere end nødvendighed. Men når forkælelse netop er årsagen til, at stilikoner som iPod og B&O hitter hid og did, kan Nintendo DS Lite hurtigt blive dette årtis aldersneutrale Game Boy.
