Siden 'Black' første gang så pressens lys, er en sætning fra de buldrende markedsføringstrommer blevet hængende: at spillet »vil ændre actiongenren på samme måde som 'Burnout' ændrede racerspil«. En svada, der er hørt til døde, men når udviklerne bag det nye årtusinds mest berigende køreoplevelse på fire hjul kaster sig over den ellers så overrendte shootergenre, kan et spirende håb ikke undgå at forplante sig. På papiret virker det ellers ordinært. 'Black' er en yderst traditionel actiontitel, alle omgivelser ses fra førstepersonsperspektiv og det eneste vidnesbyrd om, at man befinder sig i spilverdenen, er en rygende pistolmunding, der kigger frem nederst i højre side af skærmen. I rollen som sergent Jack Kellar, hærdet krigsveteran og leder af indsatsstyrken Black Ops, skal man til et krigshærget Østeuropa for at optrævle et internationalt netværk af terrorister, finde en landsforræder og redde sine venner. Alt bliver fortalt mellem missionerne via stemningsfyldte filmklip, hvor Kellar bliver krydsforhørt og genfortæller de seneste fire dages hændelser - så reelt set gennemlever man spillets handling i flashbacks, som er det, der udgør selve spillet. Højt tempo Når først spillet er i gang, er der kun ét spørgsmål, der gnaver under hjernebarken: Tør jeg blinke? For præcis som den velsmurte Anden Verdenskrig-titel 'Call of Duty 2' for godt halvanden måned siden udtørrede nethinder og fyldte dagligstuer med skrig og granatnedslag, er 'Black' en veritabel og velsmurt rutsjebanetur gennem veldesignede baner og konfrontationer med utallige tungt bevæbnede fjender. Spillets mest berigende element er således muligheden for at gennemhulle alle omgivelser med bly. Hidtil er årtiers actiontitler forfaldet til at benytte enkelte benzintønder og vinduer for at give spilleren en illusion af, at alt kunne ødelægges. 'Black' går et par skridt længere, for alle omgivelser kan destrueres. Allerede i spillets første mission indser man, hvilke fordele det kan have, da man i et panisk forsøg på at nedlægge fire fremstormende fjender lader geværet fare vildt rundt på skærmen, mens aftrækkeren bliver holdt nede. Søjlen under et nærtstående hus bliver ved et rent tilfælde ramt, så bygningen kollapser, og de fire soldater bliver begravet under murbrokkerne. Stor dumhed Fornøjelsen ved at gennemhulle bygninger, facader og bilvrag i håb om flere og større eksplosioner bliver dog hurtigt ensformig. Tilbage står en uhyre strømlinet actionoplevelse, der stjæler med arme og ben fra sine konkurrenter og ikke byder på nogen form for nyskabelse - ud over nye højder for computermodstandernes manglende intelligens. Bevares, det er ikke fordi man nødvendigvis behøver Mensa-aspiranter som modstandere, men der er nu ikke stor udfordring gemt i at ligge i ro mag og vente på, at fjenden vælger at løbe væk fra sit skjul. Således bliver 'Black' en intens, men noget kortvarig oplevelse. Fyldt til randen med farverige eksplosioner og den rette Hollywoodstemning, men ikke nogen skelsættende milepæl i genren. lordagsliv@pol.dk