Kedelig pibeprins

Tredje omgang  Prince of Persia  er en skuffende omgang Hollywood8agtig metervare, hvor man spilder for meget tid på at hoppe rundt. Også selv om man kan likvidere fjenderne i tusindtal på alskens brutale måder.
Tredje omgang Prince of Persia er en skuffende omgang Hollywood8agtig metervare, hvor man spilder for meget tid på at hoppe rundt. Også selv om man kan likvidere fjenderne i tusindtal på alskens brutale måder.
Lyt til artiklen

'Prince of Persia' var et af de spil, jeg spillede mest, når jeg husker tilbage på min første pc: De sære lyserøde farver og den livagtige animation af prinsen selv var på det tidspunkt unikke. Og i lang tid havde jeg glemt alt om prinsen, indtil han mirakuløst blev vækket til live igen i nyklassikeren 'The Sands of Time' med eventyrlig akrobatik, velfungerende tidstilbagespolingsmekanisme og mageløs stram styring pakket lækkert ind i smuk grafik. Simpelthen lækkert. Så kom den onde lillebror, kampspillet 'Warrior Within', og gjorde den glade prins til en bister satan med blodige angreb og grum historie. Volden kom i centrum, og grafikken fik et nøk opad. Og nu er så 3'eren, 'The Two Thrones', ude på hylderne, og lad det være sagt med det samme: Jeg kedede mig efter meget kort tid. Jovist, grafikken er fin, angrebskombinationerne på plads, og nyskabelser har der også været tid til i farten. For eksempel at spille prinsens egen onde side, muligheden for at nakke fjender lynhurtigt med overvældende brutalitet samt køre i hestevogn. Men ellers er 'The Two Thrones' et fuldstændigt sjælløst remix af de tidligere spil. Måske er det ganske enkelt et spørgsmål om, at grundindholdet er stort set identisk med de tidligere spil. Eller også er det på grund af en evigt pibende tudeprins. Aldrig har en hovedperson været så tøset i noget spil. Nogensinde. Konstant hyler han op i frygt, afmagt, usikkerhed eller noget andet ubestemmeligt, hvilket hurtigt bliver et ulideligt karaktertræk hos en hovedperson, der ellers er skabt til at være en handlekraftig fætter. Eller alt det hopperi. Det hører jo til spiltypen, at der bliver hoppet meget rundt på platforme og afsatser, men her bliver det simpelthen for trivielt i længden. Min kæreste kom forbi og så mig spille 'Two Thrones', iagttog skærmen en stund og bemærkede så tørt: »Er du en abe eller hvad?«. Og ja, den gode prins kunne lige så godt være en abe. Teknisk er der ikke det store galt. Problemet er, at spillet har mistet sin magi og nu er blevet en irriterende fodnote til en ellers blændende god actionserie. Desværre. lordagsliv@pol.dk

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her