I Ticket to Ride er vi bumlet tilbage til Nordamerika anno 1900, hvor spillets to til fem spillere kappes om, hvem der hurtigst og bedst kan pakke kontinentet ind i togruter. Og at have nørdet med Märklin-tog i en mørk kælder er til alt held ikke obligatorisk for at blive fænget, for uanset forkærlighed for tog er brætspillet blandt de bedste og mest taktiske, familieegnede af slagsen dette år. Ud fra en række togvogne og to tilfældige ruter mellem to amerikanske byer skal så mange byer som muligt forbindes med spillets små medfølgende plastiktog. Men der skal prioriteres benhårdt. For i hver tur må man kun udføre én handling: enten lægge nye togruter på brættet - for at opfylde de krav til ruter, som man stilles overfor i starten af spillet eller for at forpurre en rute for en modspiller - eller vælge at indsamle forskelligt farvede togvogne i form af kort eller, hvis man er modig, trække nye ruteudfordringer. Sidstnævnte kan være knald eller fald, for har man ikke lagt ruterne i slutningen af spillet, trækker det fra i point. Disse gives, hver gang man bygger en togrute, så de mest byggeivrige har umiddelbart en fordel. Omvendt kan en snu taktiker vende et ellers håbløst spil, hvis han eller hun pligtopfyldende har mødt og matchet alle sine ruteudfordringer - og spoleret det for de andre. Charmen ved Ticket to Ride er, at det er hurtigt at lære, neglebidende taktisk og skaber en tyk dunst af spænding i luften, idet ingen ved, hvilke ruter de andre spillere forsøger at lægge. Samtidig er det befriende med et brætspil, der for en gangs skyld ikke er afhængigt af terningkast og tilfældigheder. Det kræver stadig svineheld at vinde, men langt vigtigere er stabilt overblik, fremsynethed og iskold kalkulation, om hvorvidt man skal hytte sin egne spor eller bruge kræfter på at forpurre modstandernes byggebaneplaner.