Bang! Bang! Bang! Skydespillet 'Painkiller' er vold for voldens skyld, men når overraskende langt med sært lidt. Der er ingen nytænkning, ingen historie, og der genbruges endda fra spillenes 'Doom'-stenalder. Bevæbnet til tænderne med haglgevær og raketkastere skal man rydde område efter område for djævleyngel, og der er kun én vej, én dør, én løsning - ja, man bliver endda ledt rundt ved næsen af checkpoints. Det er næsvist på grænsen til det provokerende, og at 'Painkiller' slipper af sted med det, siger alt om spillets actionkvaliteter. Sjældent har et spil været så nemt at finde frem, spille og nyde, for så snart de første fjender vælter frem fra mørke katedraler, genkender man skudhullerne. Over enkeltspillerkampagnens 24 missioner kommer man forbi alle slags fjender, og hvad de mangler i intelligens, opvejes i antal. De kommer væltende i hundredvis og uddeler alvorlige knubs, så der skal løbes stærkt og sigtes præcist, hvis ikke man vil ende som hakkekød. Lemlæstelserne strækker sig over gotiske kirkegårde, arenaer og smalle gange, og som om det ikke var nok, kan fjenderne blæses i tusinde stykker, mens blodet farver kulisserne rubinrøde. De hurtige knalddueller er perfekte til multiplayer, og selv uden nye spilmuligheder ligner 'Painkiller' en værdig arvtager for 'Quake III' - om ikke andet så midlertidigt. I det hele taget skal man hverken regne med lang holdbarhed eller store åbenbaringer. Det er kun den midlertidige smerte, der skal stilles, og med bly i blodet og stilfulde drab i øjet gør 'Painkiller' netop det - ikke mere, ikke mindre. lordagsliv@pol.dk