Basalt set fungerer rumspillet 'X2: The Threat' som så mange andre spil før det - 'Elite', 'Freelancer', 'Privateer', 'Frontier' og alle de andre rum-simulationer, hvor du skal vælge at være enten rumpirat, dygtig handelsmand eller en jægerpilot, der redder universet. Men det væsentligste argument for at anbefale 'X2: The Threat' er, at det skal spilles som noget lidt andet, end det er designet til. Paradoksalt nok er der en god grund til det: Spillet forsøger at skabe en noget fesen oplevelse ved at inkludere sin spiller i en rodet, uvæsentlig historie om en ung forbryder og hans forsvundne fader, og på det punkt fejler spillet totalt. For hvis man vælger at følge selve historiens krybespor gennem spillet, vil man gå glip af alt det, der gør 'X2' til en interessant og underholdende oplevelse. Heldigvis kan man i stedet tage den tilgang til spillet, der fordrer udforskning. Spillets 'tycoon'-del, hvis man kan tillade sig at kalde den det, er ekstremt detaljeret, grundigt designet og velgennemtænkt, og eftersom man heldigvis ikke er bundet af historiens progression, kan man i ro og mag kaste sig over spillets rene og uspolerede gameplay. På mange punkter er 'X2' det, som inspirationskilden 'Freelancer' gerne ville have været - en fri handelssimulation i rummet - og det er den tilgang, man skal have til spillet, hvis det skal nydes. Det er det frie gameplay i 'X2', der gør spillet til en oplevelse, som let kan strække sig over et par hundrede timers rundtur i rummet. Minedrift på Månen Friheden til at gøre alt det, der får din indre rumpilot til savle, er allestedsnærværende: Vil du have minedrift i rummet? Vil du drive handel rumstationerne imellem og skabe et handelsimperium? Vil du opbygge en hær af rumpirater, eller hvad med at blive berømt som den bedste rumpolitibetjent i alle kendte universer? Det hele er muligt, og det er på et niveau, så man konstant forbavses over detaljeringsgraden og mulighederne. Hvis du kan se noget på skærmen, kan du interagere med det på en eller anden måde, og det er her, spillets styrke ligger: i detaljerne. Det vil nok være at flyve en galakse for langt ud, hvis man kaldte 'X2' for 'Grand Theft Auto' i rummet, men ligesom i dette er der muligheder nok til at tilfredsstille alle typer spillere. At spillet så i øvrigt ser smukt ud, er en bonus, der kan nydes med et stort, veltilfreds smil. Rod i brugerfladen Det er nu langtfra fryd og gammen det hele. Spillets brugerflade er designet, så den er en sand gåde i sig selv. Bevares, man lærer da at leve med skidtet, men det er træge sager, der kræver lister med kombinationer af tastetryk, huskesedler med kombinationer og en af de helt store gule 'Post it'-notesedler, der minder én om, at spillets tidskomprimering - der gør, at rumrejserne på tværs af galakserne ikke tager to timer - skal sparkes i gang, hver gang man rykker ved noget som helst. At spillets handling ikke bliver sat på pause, mens man roder rundt i brugerfladens sorte bug, resulterede i adskillige kollisioner med rumskibe og rumstationer, og mere end en gang førte forkerte tastaturkommandoer til mindre katastrofer. Ikke særlig venligt, og ved guderne en fejlslagen designbeslutning af episk karat. Forsøg i øvrigt heller ikke at styre dit rumskib med musen, her skal et gedigent joystick på bordet. Men kan man se bort fra brugerfladefadæsen og en fejlslagen historie, ligger der forbavsende mange timers god underholdning gemt i 'X2', og derfor kan rumspilhungrende skrivebordsastronauter derude sagtens give sig i kast med spillets mange legoklodser, der kun venter på at blive samlet til et gigantisk intergalaktisk imperium. lordagsliv@pol.dk