Du er død, du er sur, og så er verden tilmed proppet med ækle dæmoner, der kun venter på at smage dit skarpslebne samuraisværd. Det lyder som en møgdag, men det er præmissen bag actionspillet 'Otogi: Myth of Demons'. Navnet 'Otogi' er en forkortelse af ordet Otogibanashi, som er japansk for eventyr, men dette eventyr er ikke befolket af prinsesser eller kyssefrøer. Det huser derimod samuraien Raikoh, der er hevet tilbage fra de dødes rige for at rense verden for dæmoner i en historie baseret på japansk mytologi med gennemgående temaer som frelse og sonebod. Men når man først slippes løs i kampen mod dæmonerne, virker historien en smule prætentiøs, da spillet udelukkende går ud på at lave dæmonhakkebøf af alt, der hvad der bevæger sig i miles omkreds. I løbet af spillets 29 baner skal man samtidig udruste sin udøde samurai med bedre våben eller trylleformularer, så i den forstand føles 'Otogi' som en kunstfærdig krydsning mellem actionspil som 'Devil May Cry', 'Gun Valkyrie' og 'Shinobi'. Kampsystemet er behageligt enkelt og består af to hovedangreb, et elegant dobbelthop samt brug af magi. Og når man efter den første halve time er kommet på talefod med styringen, glider actionen forjættende flot og hæsblæsende over skærmen. For det er i høj grad grafikken og det helt særlige visuelle udtryk bag 'Otogi', der får én til at komme tilbage og fortsætte med at muge ud i verdens dæmonbestand. Specielt musikken er præget af sørgmodige traditionelle japanske instrumenter, som giver en tungsindig stemning, der er svær at ryste af sig, når man slukker for sin Xbox. Spillets største problem er, at man ikke laver andet end at tæske de utallige om end flotte dæmoner, samt at kameramanden burde erhverve sig et par kondisko. Selv om kameraet mestendels fungerer efter hensigten, roterer det til tider alt for langsomt til at følge ens bevægelser. Det bliver særligt forvirrende, når man er omringet af monstre. Som actionspil får 'Otogi' en lykkelig slutning, for det er et huskværdigt actionbrag, der i kraft af sin udelte loyalitet over for actiongenren fuldt ud får tilfredsstillet vore øjne og ører, men knap så meget vore hjerner.