Skandale! Din politiske ærkerival har dristet sig til at hænge propagandistiske smædeplakater op i dit nabolag for at promovere sin egen ækle fraktion. Hvad gør du? Du sender selvfølgelig en hård børste ud for at tæske sund fornuft ind i ham, mens en anden håndlanger infiltrerer hans nabolag for at stjæle støtte til dit eget politiske korstog i stedet. De beslutninger, som man tager i det politisk betonede strategispil 'Republic', er dem, man altid har drømt om som lille - da man i sin barnetro håbede på, at vejen til politisk magt bestod af andet end talende jakkesæt, spindoktorer og langtrukne udvalgsmøder. 'Republic' udspiller sig i den opdigtede tidligere sovjetstat Novistrana, der efter Sovjetunionens fald styres med hård hånd af præsident Karasov. Selv samme slubbert har tidligere bortført din mor og far og gjort staten til et diktatur, så scenen for en moderne gendigtning af Spartacus-historien er sat. I 'Republic' er dit mål som leder af en lille oprørsgruppe at tilrane dig nok politisk magt til at vælte diktatoren - enten ved frivillig magtovergivelse eller militært kup. Vejen til toppen vælger du selv, og det giver både frihed og problemer. Magten er din 'Republic' er et ganske særligt strategispil, der føles, ligesom hvis brætspillene 'Risk' og 'Junta' fik et barn sammen, barnet giftede sig med computerspillet 'The Sims' og derpå besluttede sig for at stille op til et californisk guvernørvalg. Med alle tænkelige midler skal man som i et gængs strategispil samle på de tre 'grundstoffer' indflydelse (Influence), magt (Force) og rigdom (Wealth), for jo mere af disse grundstoffer man råder over, jo flere og mere avancerede politiske svinestreger kan man udføre. Den by, hvor man starter sit oprør, er opdelt i forskellige kvarterer, der hver især giver forskellige mængder af de tre grundstoffer. Første opgave er at rekruttere to loyale håndlangere til din oprørsfraktion, hvorefter disse skal sendes ud i marken for at udforske de forskellige kvarterer. Når det er klaret, kan du begynde at køre kampagner for at kapre opbakning fra folket til din ideologi gennem at klæbe plakater op, stemme dørklokker eller male graffiti. På ægte rollespilsmaner skal man først beherske disse helt basale aktioner, før man får lov til at udføre de mere aggressive og magtkrævende handlinger som intimidation, protestmarcher eller sågar mord. Total forvirring Til start i spillet får man stillet ti spørgsmål om sin karakters moralske handlinger, og på baggrund af disse danner spillet en politisk profil af dig - rangeret efter i hvilken grad du balancerer forholdet mellem magtmidler, indflydelse og rigdom som vejen til magten. Det lyder jo bare superbt, men som altid er den reelle virkelighed anderledes end den politiske. Der hersker nemlig total forvirring på et højere plan, første gang man kaster sig ud i spillet. Det skyldes, at brugerfladen er en tand for fortænkt, og desværre bliver man kun mere forvirret over spillets ubehjælpsomme forsøg på at vejlede én via en række gnidrede billeder, der forsøger at forklare brugerfladen. 'Republic' er om noget en type spil, der skriger efter pædagogiske træningsmissioner, så almindelige dødelige også kan komme med på vognen fra starten. Måske er undertegnede blevet forvænt, men det føles forkert, at et komplekst strategispil anno 2003 kræver, at man nærlæser manualen for overhovedet at komme i gang. For denne Everest-stejle indlæringskurve kan skræmme den mere tilbagelænede strategiker væk - og det er et stort problem, fordi 'Republic' netop bliver sjovere, jo mere man spiller det og dermed lærer dets særheder og skavanker at kende. Spild af god grafik Efter flere timers bekendtskab med spillet lærer man også, at 'Republic' er et spil, hvis smarte 3D-grafik er fuldkommen spild af tid - både set fra spillerens og spiludviklerens perspektiv. 3D-grafikken har minimal praktisk anvendelse i spillet og bruges alene som flødeskum, der skal dække over et spil, der virker markant mere enkelt, end det giver udtryk for. Der er således meget sjældent nogen grund til at zoome ned i gadeplan og nyde 3D-grafikken, når man alligevel skal styre alle sin fraktions aktioner via et forsimplet oversigtskort. 'Republic' virker med andre ord som en simpel og god idé, der har fået lidt for længe i ovnen. Spillet tangerer en art pseudokompleksitet, for det er i virkeligheden et elementært strategispil, der alene adskiller sig fra masserne i kraft af det politiske tema. Men selv samme tema gør på den anden side spillet sært medrivende og stiller én over for spændende moralske udfordringer, når man først har forstået spillets indre logik og kausalitet. Først da bliver det for alvor underholdende at styre sin politiske frihedsfraktion mod magtens tinder, men for at nå dertil skal man være beredt på at ofre både tid og tårer - både i og uden for spillet.