Den første halve time blinker man ikke. Man trækker næsten heller ikke vejret, for tv-skærmen er overdænget med vilde eksplosioner, bilstunts, skuddueller og biljagter. Selv om en akut overstimulering af de frontale lapper lurer om hjørnet, så er det svært at undgå at trække på smilebåndet, når man spiller actionspillet 'Starsky & Hutch'. Med hvad dertil hører af hårrejsende labert mikrofonhår, fed funkmusik og skjorteflipper så store som bropiller bygger spillet på den amerikanske 70'er-tv-serie af samme navn, der først nåede Europas kyster i 1980'erne. Ligesom i tv-serien skal man i spillet som de to kække ungersvende Starsky og Hutch futte rundt i byen Bay City i en rød civil politibil for at rydde op i underverdenen på gammeldags 70'er-maner. Hvilket betyder, at der sandt at sige ikke skal tænkes voldsomt meget i 'Starsky & Hutch': hamr speederknappen i bund, skær gadehjørnerne med en rutineret dosering af håndbremsen, og skyd forbrydernes biler i sænk. Hovedhumlen i spillet er en fortløbende historie delt op i 18 missioner eller kapitler ligesom i tv-serien, og tro mod denne skal der under samtlige missioner konstant udføres vilde stunts for at holde seertallene oppe. Tænk på seertallet Seertallene kan altid ses på skærmen, og eftersom seerne hungrer efter ufortyndet action, er der ikke plads til at tænke sig særligt meget om, før man kaster sig ud i den ene vilde biljagt efter den anden. Rammer man uskyldige bilister, skyder på politibiler eller blot kortvarigt får pusten på et gadehjørne, falder seertallene, men selv samme seere er åbenbart for dumme til at opdage, at langt de fleste missioner i 'Starsky & Hutch' er bygget over klejne variationer af formlen 'smadr forbryderens bil'. Spillere der har taget kørekort til spil som 'Driver', 'Stuntman' og 'Chase H.Q' vil straks føle sig hjemme bag rattet. Panserbiler Styringen af politibilen er tilpas arkadeagtig og dermed meget tilgivende og fint urealistisk, men ligeså er fjendernes biler, da de er bedre pansrede end en mellemsvær Tiger-tank. Dermed er det yderst begrænset, hvordan man kan ondulere fjendernes biler, så det kræver tålmodighed, hundredvis af skud og sikker kørsel. Manglerne viser sig specielt i de missioner, hvor man skal beskytte andre biler, for med spillets automatiske sigtekorn kommer man tit til at ramme den bil, man skal beskytte, hvilket ender i en fladpandet og brandærgerlig genstart af missionen. Har man udstyret i orden, kan man koble både et rat og en lyspistol til spillet, hvilket for alvor gør det sjovt at agere undercover-strømer i sofaen med en ven. Som pistolskytte skriger man af chaufføren om at køre tættere på forbrydernes bil, så man kan ramme, mens chaufføren skriger tilbage, at man bare kan tage sig sammen og ramme ordentligt. En variation er at gøre begge dele samtidig, hvilket er underholdende, men slet ikke er så nemt, som det ser ud i actionfilmene. Forældet på forhånd 'Starsky & Hutch' holder en god grafisk stil, når historien mellem missionerne bliver fortalt gennem farverige tegneserieklip, men selve grafikken i spillet er ikke, hvad man kan tillade sig at kalde for opdateret. Xbox-versionen ligner til forveksling PlayStation2-udgaven, hvilket er en skuffelse, da grafikken dermed er endnu dårligere end de konkurrerende kørespil som 'Midtown Madness 3' og 'Project Gotham Racing'. Vigtigst af alt rammer 'Starsky & Hutch' en god balance mellem realisme og morskab. Det er dog stadig lidt af en dinosaur, der for alvor ville have hittet, hvis det var udkommet for halvandet år siden. Som det står i dag, virker det lige så forældet som tv-serien - men stadigvæk simpel og uforpligtende underholdning med speederen trykket helt i bund.