Seneste skud på stammen af fantasyuniverser fyldt med guld, orkblod, sværd og magi er 'Horizons: Empire of Istaria'. Siden spillet udkom i december, har det fået lunkne anmeldelser af pressen, men varme knus fra et ihærdigt spillersamfund. Allerede fra de første, spæde gåture i det smukke Istaria fornemmer man, hvordan 'Horizons' går klassikerne i bedene, og i højere grad er en bundsolid Saab end en fræk Porsche. Det er småt med nyhederne, men til gengæld er der godt med gammeldags eventyr. Trods et velbefærdet univers af spillere, vrimler det med computerstyrede monstre og købmænd, hvilket fjerner illusionen om et spillerkontrolleret univers, men først og fremmest giver Istaria liv. Flotte missioner og en velfortalt overordnet historie om godt mod ondt skaber liv, og da der dertil kommer fine handels- og kampsystemer, er det svært at være udelt pessimistisk. Når 'Horizons' alligevel ender i middelklassen, skyldes det både svage grupperingsmuligheder og halvfærdig teknik, men mest af alt manglen på nyt. Det føles simpelthen, som om det hele er set, oplevet og udført før, og uden fantasi bliver der ingen fantasy.