Det unægtelig mest kendte fodboldspil af de tre er 'FIFA'-serien, og det er tilbage i fuld vigør med usædvanligt mange ændringer i forhold til sidste års udgave. Det er efterhånden overflødigt at nævne, at samtlige hold, dragter, spillernavne og turneringer er blevet opdateret til 2002-niveau, fordi det er vigtigere, at pointere, hvilke væsentlige forbedringer der er sket i styringen siden sidst. Dels er spillerne lettere af spurte med, dels er det blevet nemmere at lave stikninger, og dels kan man nu få målmanden til at gå aggressivt i flæsket på modstanderens angribere, hvis de kommer lidt for tæt på målfeltet. Flere af disse funktioner er blevet kopieret direkte fra 'Pro Evolution Soccer', men det er vel tilladt, bare det giver pote i et bedre fodboldspil, hvilket det til alt held gør her. Mangler nosser Grafikken er den bedste af de tre spil, fordi alle spillerne nu mere end nogensinde ligner deres virkelige bagmænd, men hele præsentationen virker lidt for steril og mangler noget mere snavs, græstørv, mudder og nosser *ts elementer som ville kunne gøre spillet mere nærværende. Der er også sneget sig nogen underlige designvalg med, som at controlleren kun vibrerer, når man rammer målrammen eller når en glidende nedslagtning af en målmand med bolden i hænderne end ikke resulterer i, at dommeren tænker på at befamle sin kortlomme. Når sidste skud er skudt af, så prøver 'FIFA 2003' at placere sig mellem to mål. På den ene side vil det gerne være let for nybegynderen, hvilket er specielt tydeligt under spillets nye dødboldsituationer, men på den anden side bejler spillet så inderligt efter et mere kompliceret gameplay, der mere og mere begynder at ligne 'Pro Evolution Soccer'. Hvilket er en skam, da førstnævnte stil er det, som FIFA-serien altid har været bedst til. Er dette fodbold? Rykker vi videre i rækken til 'This is Football 2003', så er forbedringerne siden sidste års eskapade ligeledes klare, men der er stadig mange problemer på banen. Navne, klubhold og turneringer er fornemt på plads, og til forskel fra de to andre spil, er dette hurtig og rendyrket arkadefodbold, hvor alle uden erfaring eller sågar instruktion kan score et mål inden for fem minutter. Her klæber bolden fast til ens fødder, som var den belagt med sugekopper, og man slipper oftest godt af sted med at lave halssløse glidende tacklinger bagfra. Alting kører bare derudaf, uden at man behøver at tænke nærmere over taktik eller sportens finesser, hvilket gør spillet superb til de nybegyndere, der bare tørster efter at hygge sig sporadisk med lidt virtuel fodbold. Ved dødboldsituationer og andre hændelser på banen så skifter spillet ofte til nogle meget mærkværdige mellemsekvenser, hvor man partout skal glo på dommeren. Derudover er det komplet utilgiveligt, at der kun er to kameravinkler at vælge imellem under kampene, og at replayfunktionen efter mål er et studie i brugerfjendtlige brugerflader. Til spillets fordel er der unægtelig sket mange gode primært grafiske forbedringer siden sidste års version af 'This is Football', men der er en lang hård vej endnu, hvis serien skal gøre sig forhåbninger om at gnubbe skuldre med de to andre succesrige fodboldspilsserier. Og vinderen er Sidste spiller på banen er 'Pro Evolution Soccer 2', der allerede fra starten bliver udspillet af begge konkurrenter, hvad angår antallet af hold, korrekte spillernavne og flot grafik. For lidt af glæden ryger, når man scorer hattrick med angriberen 'Orange018' på Hollands landshold, fordi spillet ikke har fået lov til at bruge landsholdspillernes rigtige navne. Til gengæld er kampene så meget mere nærværende i sig selv, at man hurtigt vænner sig til at se bort fra navnene. Siden sidste års 'Pro Evolution Soccer' er videreudviklingen i denne efterfølger primært sket i nærkampene, hvor spillerne nu virkeligt hiver, slider og flår i hinanden, men hvor dommeren selvsagt tit træder til for en kort bemærkning, hvis man skubber modstanderen lidt for meget i ryggen. På realistisk vis belønnes glidende tacklinger bagfra som regel med et kort, og konsekvent føles spillet langt mere virkeligt, når tilfældigt klumpspil omkring straffesparksfeltet pludselig åbner op for den ene gyldne målchance. Indlæringskurven er derimod markant stejlere end ved de to andre spil, men til gengæld er der rige muligheder for at træne alle slags situationer i spillets enestående træningsdel, hvilket gør manglen på selv samme i de to andre spil fuldstændigt åbenlys. Det vil tage tid at lære at styre spillerne ordentligt, men når det først er lært, er der ingen tvivl om, at dette er det ubestridt bedste fodboldspil af de tre.